Han har sagt det før i B.T. Hvis kritikken af hans arbejde bliver for unuanceret, er han parat til at tage konsekvensen og gå.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det punkt er vi slet ikke fremme ved endnu, men alligevel følte landstræner Morten Olsen på gårsdagens pressemøde, hvor han udtog holdet til gruppefinalen mod Bosnien, anledning til at pisse sit territorium af.

Det skete vanen tro som reaktion på medieudlægningen af den seneste kamp mod Rumænien, hvor blandt andre Tipsbladet har anført, at Danmark er kigget ud, spillet er stivnet, og at nytænkning i systemet er påkrævet.

Den køber Morten Olsen ikke. Slet ikke. Og hans lange enetale på pressemødet blev da også ét langt forsvar for det 4-3-3 system med forskellige varianter, som er hans varemærke.

»Glem den dér med, at Danmark er blevet kigget ud. Den udlægning kan jeg ikke acceptere. På det her niveau er der ingen, der har hemmeligheder for hinanden. Alle ved, hvordan alle spiller. Det handler om udførelsen på dagen. Om dagsformen,« siger Morten Olsen.

Landstræneren slår fast, at der ikke med det nuværende spillermateriale og resultater er ændringer på vej. Justeringer måske. Men ændringer, nej.

»Jeg er slet ikke enig i, at vi skal tænke på andre systemer. Det skal vi måske gøre, hvis vi taber flere kampe, end vi vinder. Eller hvis spillertyperne er bedre i et andet system.

Vi spiller initiativrigt fodbold. Men i enkelte kampe kan vi også være kyniske. Blandt andet som vi var det mod Rumænien. Bevares. De havde bolden meget, men det havde de også for 30 år siden, da jeg spillede. Men de blev aldrig farlige. Hvor mange chancer havde de, inden Mutu tog bolden med med hånden og scorede? Nul, er svaret,« siger Morten Olsen, der endnu en gang benyttede lejligheden til at sætte en tyk streg under, at han ikke vil opfattes som fodboldromantiker. For ham betyder resultatet stadig mest.

4-5-1 kalkulation
»Havde vi valgt en 4-3-3 opstilling mod Rumænien, var vi blevet kørt over. Når vi stod defensivt, var det mere en 4-5-1 opstilling, og derfor var det kalkuleret, at rumænerne havde bolden mest i den første time. Men det betød jo også, at de ikke kom frem til chancer overhovedet.

Det, der skuffede, var så, at vi ikke var i stand til at omstille os i offensiven, når vi fik mulighederne over for deres forsvar. Det var dér, vi efter min mening var bange, og det er dér, vi må vende det indad,« siger Morten Olsen.

Olsen mener i øvrigt, at folk har en tendens til at forvente lidt for meget i kampene med landsholdet.

Især er han pikeret over kritikken af først og fremmest fløjspillerne.

»Jeg kan irriteres over, at de folk, der prøver det svære, prøver at sætte folk af, også ofte er dem, der først bliver kritiseret. Martin Jørgensen spillede efter min mening en glimrende kamp mod Rumænien, og Jesper Grønkjær var stærk i defensiven. Ofte, når de måske ser lidt tamme ud, handler det også om, at vi ikke får dem spillet rigtigt ind. At vi ikke helt tør.

Men det ændrer ikke ved, at vi skal bibeholde vores filosofi, som vi tror på. Så må vi indimellem skuffe. Men vi er altså stabile og har kun tabt fire kampe, mens jeg har været træner,« siger Morten Olsen.

kimi