Sportens egen pris uddeles lørdag d. 10. januar ved det store Gallashow i Herning Messecenter. BT Guld er med en historie fra 1930 den ældste idrætspris af sin art i Danmark og uddeles ud fra stemmer afgivet af den absolutte danske sportselite.

BT har udvalgt 10 danske idrætspræstationer i 2014, som vi umiddelbart vurderer til at være de flotteste. Her er de nominerede til BT Guld 2014.

Rikke Møller Pedersen, 25 år, svømmer. Nomineret for EM-guld i 100 og 200 meter bryst
Ingen af konkurrenterne var i nærheden af den stærke fynbo under sommerens EM på langbane i Berlin, hvor hun til fulde levede op til kælenavnet 'Guld-Rikke'. Først gjorde hun sig til europamester i 100 meter bryst ved at sætte mesterskabsrekord - endda på trods af, at hun selv kaldte sit finaleheat kluntet. To dage efter satte hun trumf på, da hun på overlegen manér sprintede alene mod bassinkanten i 200 meter bryst i jagten på sin egen verdensrekord fra VM i Barcelona 2013. Den britiske sølvvinder halsede efter hele fire sekunder efter den stærke danske svømmer. Som en understregning af Rikke Møller Pedersens enorme vinder-gen var det umiddelbart efter EM-guldet skuffelsen over lige nøjagtig ikke at nå sin egen verdensrekord på 2.19.11 minutter, der fyldte.

- I vores sport vil man jo altid være bedre end sidst, og i mit tilfælde er det jo så en verdensrekord, sagde hun dengang.

Rikke Møller Pedersen (midten), flankeret af henholdsvis Molly Renshaw og Jessica Vall Montero, viser medaljen frem ved EM i Berlin
Rikke Møller Pedersen (midten), flankeret af henholdsvis Molly Renshaw og Jessica Vall Montero, viser medaljen frem ved EM i Berlin Foto: DAVID EBENER
Vis mere


Caroline Wozniacki, 24 år, tennisspiller. Nomineret for finaleplads i US Open
Hele Danmarks tennisdarling måtte så grueligt meget igennem i 2014. Kærlighedsdramaet med Rory McIlroy, som hele verdenen kunne følge med i, sendte Caroline Wozniacki i gulvet, men danskeren rejste sig på flotteste vis og indledte et imponerende comeback mod toppen af verdensranglisten. Spillet blev mere aggressivt, viljen lyste ud af hende mere end nogensinde og pludselig talte hele verden om en forvandlet Caroline Wozniacki. Aldrig havde spilleglæden været mere tydelig. Resultaterne talte for sig selv. Caroline Wozniacki spillede atter med om turneringssejrene og kulminationen kom, da hun efter fremragende præstationer spillede sig i US Open-finalen mod verdensetteren og slyngveninden Serena Williams. Desværre blev det ikke til Caroline Wozniackis første Grand Slam-titel i karrieren, men præstationen i US Open bragte hende tilbage blandt verdens bedste kvindelige tennisspillere.
Caroline Wozniacki gjorde en flot figur ved US Open, men kunne dog ikke slå sin gode veninde Serena Williams (th.) i finalen
Caroline Wozniacki gjorde en flot figur ved US Open, men kunne dog ikke slå sin gode veninde Serena Williams (th.) i finalen Foto: Jason Obrien
Vis mere

René Holten Poulsen, 26 år, roer. Nomineret for VM-guld i 500 meter ener-kajak
Den 26-årige falstring blev for første gang i karrieren verdensmester, da han i august sejrede i en tæt finale i Moskva på 500 meter-distancen. Dagen før havde René Holten Poulsen hentet bronze på 1000-meteren. Den stærke kajakroer har allerede fire EM-guldmedaljer hængende i privaten, men triumfen i den russiske hovedstaden bragte ham for første gang øverst på medaljeskamlen til et verdensmesterskab. Ungarske Bence Dombvari gjorde ellers sit for at spolere den danske glæde med en stærk slutspurt. Præstationen i Moskva lover allerede nu godt frem mod OL i Rio de Janeiro, som er det store mål. Her skal den sorte plet fra OL i London, hvor det blev til en skuffende fjerdeplads, vaskes væk.

- Nu skal jeg bruge fire år mere på det pis. Lige nu synes jeg ikke, det er særlig sjovt at ro kajak. Jeg synes, jeg har trænet bedre og hårdere end nogen andre, så det er pisseærgerligt, sagde han dengang.

Heldigvis er glæden for roningen genfundet.

Først vandt Rene Holten Poulsen (th.) bronze ved VM i Moskva ( billedet), og dagen efter sejlede han også lige en guldmedalje hjem på 500-meteren.
Først vandt Rene Holten Poulsen (th.) bronze ved VM i Moskva ( billedet), og dagen efter sejlede han også lige en guldmedalje hjem på 500-meteren. Foto: YURI KOCHETKOV
Vis mere


Guldfireren, roning: Morten Jørgensen, Jacob Barsøe, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Søgaard Larsen. Nomineret for VM-guld på 2000 meter
Når den danske letvægtsfirer drager til mesterskaber, er der kun én ting, der tæller: Guld. Og 'Guldfireren' svigtede ikke, da der blev afholdt VM i den hollandske hovedstad, Amsterdam. Veteranen Eskild Ebbesen stoppede sin imponerende karriere efter OL-bonzen i London og overlod pladsen til Jakob Søgaard Larsen. Den chance har Jakob Søgaard Larsen til fulde grebet, hvilket der blev sat to fede streger under i Amsterdam. Først satte Guldfireren verdensrekord i semifinalen med tiden 5.43,16 minutter, inden guldet blev roet hjem foran snuden på New Zealand og Storbritannien i en finale, hvor danskerne var helt suveræne på de sidste 1000 meter. Danskerne vandt med 1,60 sekunder ned til andenpladsen. Det dufter allerede af mere metal i Rio.
Den danske guldfirer hamrede derud af i 2014 og det blev både til verdensrekorder og guldmedaljer. Arkivfoto
Den danske guldfirer hamrede derud af i 2014 og det blev både til verdensrekorder og guldmedaljer. Arkivfoto Foto: ALEXANDRA WEY
Vis mere

Håndboldherrerne. Nomineret for EM-sølv på hjemmebane
Der var dømt folkefest i Herning, da Danmark i januar sidste år afholdt europamesterskab for håndboldherrer. Og folkefest - det blev det. Lige indtil finalen. De franske finaletæv på 41-29 udgjorde et ærgerligt punktum, men ændrer ikke ved, at Mikkel Hansen, Niklas Landin og de øvrige håndbolddrenge spillede en flot turnering i Ulrik Wilbeks sidste slutrunde som landstræner. Særligt semifinalesejren over Kroatien står tilbage som noget særligt fra en i øvrigt flot arrangeret slutrunde. Trods finaleskuffelsen fik Danmark vist, at nationens håndboldherrer hører til blandt de bedste i verden. Lad os håbe, det endnu en gang bliver tydeligt, når VM i Qatar starter d. 15. januar.

De danske håndboldherrer spillede et godt EM på hjemmebane, men desværre blev det kun til sølvmedaljer efter et forsmædeligt nederlag til Frankrig i finalen.
De danske håndboldherrer spillede et godt EM på hjemmebane, men desværre blev det kun til sølvmedaljer efter et forsmædeligt nederlag til Frankrig i finalen. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Kevin Magnussen, 22 år, racerkører. Nomineret for andenplads ved det australske Formel 1-grandprix
Kevin Magnussens Formel 1-karriere startede med bulder og brag, da han i sit første ræs i verdens fineste motorsportsklasse kørte sig på podiet. Det er første gang nogensinde, at en dansker gør det. I Australien snød den 22-årige roskildenser verdensstjerner som Lewis Hamilton, Sebastian Vettel og Fernando Alonso og kørte i mål som tredjehurtigst af alle. Da hjemmebanehåbet Daniel Ricciardo efterfølgende blev diskvalificeret rykkede Kevin Magnussen på på andenpladsen. Den unge danske McLaren-kørers mål om at blive verdensmester virkede pludselig ikke så urealistisk. Desværre endte sæsonen i massiv skuffelse, da Kevin Magnussen i december mistede sit Formel 1-sæde til spanieren Fernando Alonso. Men det ændrer ikke på, at den 22-årige midtsjællænder i 2014 var et af de største danske sportsnavne overhovedet.

Det var lidt af en sensation, da danske Kevin Magnussen (th.) kom på podiet efter en flot tredjeplads ved det australske grandprix.
Det var lidt af en sensation, da danske Kevin Magnussen (th.) kom på podiet efter en flot tredjeplads ved det australske grandprix. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Thomas Bjørn, 43 år, golfspiller. Nomineret for Ryder Cup-deltagelse og turneringssejr på Europa Touren
Danmarks med afstand bedste golfspiller i historien har haft en karriere, der har budt på et par store rutschebaneture. I den forgange sæson nåede han endnu en gang op på toppen. 2014-sæsonen blev tyvstartet i december sidste år med sejren i Netbank Golf Challenge i Sydafrika, som indbragte karrierens største præmiesum på næsten syv millioner kr. Derfra var motorvejen åben frem mod Ryder Cup i september, hvor silkeborgenseren gjorde et længe ventet comeback. Ikke siden 2002 har Thomas Bjørn repræsenteret Europa som spiller i golfens mest prestigefyldte turnering. I 2004, 2010 og 2012 var han med som vicekaptajn. Godt nok tabte han sin single til USAs Matt Kuchar, men at være blandt de 12 udvalgte europæiske spillere taler for sig selv.

Thomas Bjørn gjorde et flot comeback på golfbanerne i 2014
Thomas Bjørn gjorde et flot comeback på golfbanerne i 2014 Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Jeanette Ottesen, 27 år, svømmer. Nomineret for EM-guld i 100 meter butterfly
Sprintdronningen bidrog til den danske guldfest ved EM i Berlin, da hun var bedst af alle i 100 meter butterfly. Svenske Sarah Sjöström har ved flere internationale stævner snydt Jeanette Ottesen, men i den tyske hovedstad var det den danske svømmepige, der kunne lade sig hylde som vinder. Finaleheatet var en sand gyser. I vanlig stil lagde Jeanette Ottesen hårdt ud og slog et hul, men på de sidste 25 meter satte svenskerne spurten ind. Det lignede dødt løb, men danskerens håndflade nåede bassinkanten en hundrededel af et sekund foran svenskerens. Tiden 56,51 sekunder var næsten et halvt sekunder bedre end hendes egen danske rekord og vidnede om et forrygende finaleheat. EM-guldet var Jeanette Ottesens første på langbane.

Jeanette Ottesen (midten) havde et forrygende EM i Berlin, hvor det bl.a. blev til guldmedalje i 100 meter butterfly
Jeanette Ottesen (midten) havde et forrygende EM i Berlin, hvor det bl.a. blev til guldmedalje i 100 meter butterfly Foto: DAVID EBENER
Vis mere

Søren Bobach, 25 år, orienteringsløber. Nomineret for VM-guld i orienteringsløb, sprintdistance
Orienteringsløberen Søren Bobach stod for en vaskeægte sensation, da han ud af det blå gjorde sig selv til verdensmester på mændenes sprintdistance i italienske Venedig. Søren Bobach har tidligere været plaget af skader, men ramte topformen den juli-dag i sommer, hvor han skaffede Danmark det første danske individuelle verdensmesterskab i mere end 20 år. Søren Bobach vandt med et forspring på to sekunder ned til schweizeren Daniel Hubmann.

- Det her er selvfølgelig helt vildt stort for mig. Mange mærkelige, blandede følelser, der kommer op. Det er sindssygt fedt, sagde han dengang om sejren.

Det blev i det hele taget til en stor dansk dag. Mens Søren Bobach kunne juble over verdensmestertitlen, tog Tue Lassen sig af bronzen. Søren Bobach blev tilbage i 2006 juniorverdensmester på mellemdistancen.

Orienteringsløberen Søren Bobach - her ved siden af søsteren Ida, der ligeledes er orienteringsløber - vandt VM-guld ved VM i Italien.
Orienteringsløberen Søren Bobach - her ved siden af søsteren Ida, der ligeledes er orienteringsløber - vandt VM-guld ved VM i Italien. Foto: Axel Schütt
Vis mere

Camilla Pedersen, 31 år, VM-guld i triatlon
Den seje vestjyde stod for årets vel nok mest spektakulære historie, da hun i september fuldendte et mirakuløst comeback til livet ved at vinde VM-guld i triatlon. Blot et år tidligere styrtede hun på cykel på en træningstur omkring Esbjerg og lå i koma i 19 dage. Men trods varige mén kæmpede hun sig tilbage i form og imponerede alt og alle ved at sikre sig karrierens første VM-titel.

- Det er helt vildt at tænke på, at jeg for blot et år siden stadig lå i koma og i dag lige har vundet VM på langdistance, jublede hun efter triumfen.

Inden da havde hun allerede chokeret sportsverdenen ved at vinde det første triatlon, hun stillede op til efter ulykken. Og siden en ironman i Barcelona, Italien og Aarhus.

Hun gik så grueligt meget igennem, den stakkels Camilla Pedersen, og på flotteste vis kom hun sig fra ulykken og vandt VM i triatlon
Hun gik så grueligt meget igennem, den stakkels Camilla Pedersen, og på flotteste vis kom hun sig fra ulykken og vandt VM i triatlon Foto: Bo Amstrup
Vis mere