Mohamed Salah går i kødet på træner: 'Ikke noget vores fans fortjener'
Den erfarne fodboldspiller udtrykker på sociale medier sin frustration over Liverpools nederlag, som er et af mange, i denne sæson.

Den erfarne fodboldspiller udtrykker på sociale medier sin frustration over Liverpools nederlag, som er et af mange, i denne sæson.

Mohamed Salah fik blot 30 minutters spilletid i Liverpools nederlag til Aston Villa fredag.
Og med et nederlag til Birmingham-klubben betyder det, at Liverpool fortsat ikke har kvalificeret sig til Champions League.
Til stor frustration for den 33-årige egyptiske fodboldspiller, der lørdag aften delte sine frustrationer over Liverpools seneste præstationer på X.
'At vi kollapsede i endnu et nederlag i denne sæson var meget smertefuldt og ikke noget, som vores fans fortjener. Jeg vil se Liverpool vende tilbage til at være det frygtede 'heavy metal' angrebshold, som modstandere frygter og tilbage til et hold, der vinder trofæer,' skriver Salah blandt andet.
'Heavy metal fodbold' er en reference til Liverpools tidligere træner Jürgen Klopps beskrivelse af klubbens intense offensive spillestil.

'Det er den fodbold, jeg ved, hvordan man spiller, og det er den identitet, der skal genvindes og bevares for altid. Det kan ikke være til diskussion, og alle, der kommer til denne klub burde tilpasse sig den,' skriver han videre.
Det er ingen hemmelighed, at Mohamed Salah og klubbens træner, Arne Slot, ikke har fundet melodien i denne sæson.
Tidligere på sæsonen vakte den egyptiske spiller stor opsigt, da han offentligt rettede kritik mod Slot over for pressen. Her gav Salah til kende, at han følte, han blev bebrejdet for, at Liverpool ikke havde vind i seglene.
Mohamed Salah vil i slutningen af sæsonen forlade Liverpool, som han har spillet for i hele ni år.
Dog understreger han, at klubben og hjemmebanen Anfield altid vil have en stor betydning for ham.
'Liverpool vil altid være en klub, der betyder utrolig meget for mig og min familie. Jeg vil se dem vinde længe efter, at jeg er flyttet. Kvalifikationen til næste sæsons Champions League er det absolutte minimum, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få det til at ske,' skriver han på X.