AC Milan fik i kraft af et sejrsmål i sidste minut af søndagens kamp på udebane mod Udinese alle tre point.

AC Milan er så småt begyndt at klatre opad i Serie A. Den italienske fodboldklub fik i sidste uge sin første hjemmesejr i sæsonen, og søndag aften kom der igen tre point ind på kontoen - denne gang i udekampen mod Udinese. Men det holdt hårdt for de regerende Champions League-mestre. Først i det 90. minut scorede Alberto Gilardino kampens eneste mål. Gilardino var syv minutter forinden blevet skiftet ind i stedet for Ronaldo.

AC Milan er trods de tre point helt nede som nummer ni, men på grund af holdets deltagelse ved VM for klubhold har Milan spillet tre kampe færre end de øvrige hold i Serie A.

Roma holdt fast i andenpladsen via en hjemmesejr på 2-0 over Catania. Reggina, der hverken havde Mike Tullberg eller Kris Stadsgaard i truppen, fik tre vigtige point i kampen for at undgå nedrykning, da Cagliari blev besejret 2-0. Reggina ligger dog fortsat under nedrykningsstregen.

/ritzau/