Mikkel Kessler bliver ofte spurgt om det. Igen og igen.

»Der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved det. Hvor kommer jeg ind i billedet?« siger han.

Men nu falder svaret. En gang for alle.

Det sker, når Mikkel Kessler og søsteren Linse til næste år rejser Danmark rundt med deres helt eget show. Her vil de ikke mindst sætte ord på det tætte forhold, de har til hinanden.

Linse Kessler skal stå på scenen med sin bror.
Linse Kessler skal stå på scenen med sin bror. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

For det er det, søskendeparret så tit bliver spurgt om. Ikke mindst på grund af tv-succesen 'Familien på Bryggen', hvor Linse - sammen med datteren Stephanie og hendes mand, Cengiz - er omdrejningspunktet.

Mikkel Kessler er ikke med.

»Derfor er der mange, der spørger, hvordan vi har det sammen. Ses vi? Hvor meget mødes vi? Hvad laver vi af ting sammen? Så det er sådan nogle ting, vi vil snakke om i showet,« fortæller Mikkel Kessler til B.T.

Han traf helt fra begyndelsen et klart valg om, at han ikke ville være en del af 'Familien fra Bryggen' – og sådan er det stadig.

»Jeg var med i allerførste afsnit. Det var ikke lige mig på det tidspunkt at lave sådan noget reality. Jeg havde rigeligt at se til, og nu er det min søsters show,« forklarer Mikkel Kessler.

Men til efteråret næste år vil de altså også stå på scenen, sammen. I rampelyset. Tidligere bokser, nuværende tv-star.

Med streg under tidligere og nuværende. For Mikkel Kessler kan godt mærke, hvordan søskendeparret i dag bliver betragtet anderledes i den danske befolkning end tidligere.

»Før kom folk over til min søster og sagde ... 'hva', er du ikke Mikkel Kesslers søster?' og så ville hun sige 'jo, det er jeg'. Nu hedder den altså ... 'øh, Mikkel, er du ikke bror til Linse Kessler'? Så det har ligesom vendt sig om det hele. Det er jo fedt, at de er nået så langt. Det er supergodt,« siger Mikkel Kessler.

Og han laver ikke de kommende show med søsteren for at få en bid af berømmelsen. Forsikrer han.

»Nej nej, Jeg sidder ikke og tænker 'åh, jeg vil også være med'. Sådan er det slet ikke overhovedet. Når man ikke bokser mere og ikke er på hele tiden, så bliver man stille og roligt glemt - hvis man skal sige det hårdt. Og det er jo sådan, det skal være, synes jeg.«

Mikkel Kessler betragter sig selv som et privat menneske. I hvert fald mere privat end søster Linse, der 'bare er derudad og gerne vil være kendt og vise det hele.'

»Der er jeg lidt mere tilbageholdende,« konstaterer Mikkel Kessler  - der nu alligevel skal dele meget mere ud af sig selv til sandsynligvis fyldte sale.

Her vil også den afdøde mor, Mopper, blive diskuteret fra scenekanten.

»Det har jeg ikke noget problem med. Det er kun, hvis man ikke er kommet sig over noget, at man ikke vil snakke om det. Selvfølgelig skal man da snakke om tingene. Også fordi min mor var så stor en del af det tv-program, skal vi da snakke om hende,« siger Mikkel Kessler.

Han får også hjemmefra et skub til at dele lidt ud af sig selv.

»Nu har jeg jo også min hustru, Lea Hvidt, hun er også på Instagram, og jeg er ved at følge med på den her bølge dér. Det er da også sjovt at få gang i den side og give noget privat. Jeg er blevet meget bedre til det, men jeg synes stadig, at det er svært,« siger Mikkel Kessler, der også i mindre grad har fortalt personlige ting om sig selv i de 30-40 foredrag, han giver i løbet af et år.

I oktober stillede Mikkel Kessler op til to talkshows i Danmark med Mike Tyson.
I oktober stillede Mikkel Kessler op til to talkshows i Danmark med Mike Tyson. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og hvis man ikke kan vente til september næste år med at få svaret på det dér spørgsmål om Linse og Mikkel Kessler forhold til hinanden, så bare lige for at slå det helt fast:

»Vi er to forskellige mennesker, hun er også 13 år ældre end mig, og vi har levet to forskellige liv, men vi holder stadig sammen og har et fantastisk sammenhold,« siger Mikkel Kessler.