Michael Maze har fået nyt job
Michael Maze, der stoppede sin aktive karriere i 2024, bliver landstræner for det svenske bordtennislandshold.

Michael Maze, der stoppede sin aktive karriere i 2024, bliver landstræner for det svenske bordtennislandshold.

Den tidligere danske bordtennisspiller Michael Maze skal fremover være landstræner for Sveriges bordtennislandshold.
Det skriver det svenske bordtennisforbund på sin hjemmeside.
Til en start bliver Michael Maze træner side om side med nuværende landstræner Marcus Sjöberg. Han tiltræder "i løbet af oktober".
Til november overtager Maze rollen på egen hånd for de svenske bordtennisherrer, skriver forbundet.
- Vi har tidligere været i dialog med Michael Maze om opgaven, da vi tidligt så ham som en meget interessant profil, siger forbundets landsholdschef Emma Persson.
- Vi har arbejdet ud fra tanken om at finde en person med international erfaring, som kan identificere sig med meget af det, som både vores nuværende og kommende stjerner gennemgår, lyder det.
Efter mere end 25 år på eliteniveau sluttede Michael Maze i 2024 sin aktive spillerkarriere.
Undervejs nåede Maze blandt andet at blive europamester samt at vinde medaljer ved OL og VM.
RITZAU