Mercedes-kører er frustreret efter nedtur i Canada
Forhåbentlig vender heldet, siger George Russell efter et Formel 1-løb, hvor han vredt måtte udgå tidligt.

Forhåbentlig vender heldet, siger George Russell efter et Formel 1-løb, hvor han vredt måtte udgå tidligt.

Mercedes-køreren George Russell føler, at "guderne ikke vil have", at han skal være med i kampen om verdensmesterskabet i Formel 1.
Det siger han, efter at han søndag måtte udgå midtvejs i Canadas Grand Prix.
Det skete efter en intens duel med den italienske holdkammerat Kimi Antonelli, der tog sejren og dermed fortsatte sin dominans i Formel 1.
- Det føles, som om guderne ikke vil have, at jeg skal være med i den her kamp, siger briten ifølge dpa.
Britiske Russell og 19-årige Antonelli skiftedes flere gange i de første 30 omgange til at tage føringen.
Russell stødte under den 30. omgang dog ind i et teknisk problem i bilen. Han kørte ind på græsset, bilen standsede, og briten kastede herefter sin nakkestøtte og slog på sin bil.
Han så efterfølgende til, mens den blev skubbet væk.
Russell forklarer, at hans frustration over situationen blev forværret af den måde, han udgik på.
Bilen gik uden varsel i stå, mens han lå i front, forklarer George Russell.
- Alt slukkede pludselig, lyder det fra en slukøret Russell.
Antonelli tog således sin fjerde sejr i træk i Formel 1-sæsonen. Italieneren øgede dermed sin føring i VM-tabellen og begynder at ligne en favorit til at vinde det hele.
Han har efter søndagens ræs 131 point på førstepladsen, mens George Russell er på andenpladsen med 88 point.
- Presset er væk, og jeg vil bare gå ud og nyde hvert eneste løb, forsøge at vinde hvert eneste løb, og jeg har intet at tabe.
- Selvfølgelig er jeg frustreret og vil gerne være med i kampen. Forhåbentlig vender heldet, siger Russell ifølge dpa.
/ritzau/