Det er kun et spørgsmål om tid, før Formel 1-organisationen officielt aflyser grandprixerne i Bahrain og Saudi-Arabien, der skal køres i april.
Sådan lyder det fra flere medier, heriblandt nyhedsbureauerne Reuters og AFP, der har talt med flere kilder tæt på beslutningen.
Medierne skriver, at aflysningerne bliver officielle senest mandag.
Ifølge sæsonprogrammet skal Formel 1-feltet 10. til 12. april til Bahrain, mens der weekenden efter skal køres i Saudi-Arabien.
Det er ikke planen, at de to grandprixer i Mellemøsten vil blive kørt senere på året. I stedet forkortes sæsonen fra 24 til 22 grandprixer.
Med en aflysning af de to grandprixer vil der ikke blive kørt et grandprix mellem 29. marts i Japan og 3. maj i Miami i USA.
Israel og USA iværksatte 28. februar omfattende angreb på Iran, hvilket Iran svarede igen på og lancerede angreb på Israel og amerikanske militærbaser i Mellemøsten.
Manama i Bahrain, hvor de fleste af holdene efter planen skulle bo i forbindelse med Bahrains grandprix, har blandt andet været ramt af droner og missiler, siden konflikten brød ud.
Formel 1 sagde efter de første dage af konflikten, at de nøje overvågede situationen.
Men vinduet til at træffe en beslutning er langsomt blevet mindre, da der skal sendes en del fragt til Bahrain i de kommende dage, hvis det skal nå at komme frem i tide.
Derfor har organisationen været nødt til at tage en beslutning hurtigst muligt, og ifølge flere medier er det altså endt med to aflysninger, der snart bliver officielle.
Formel 1-sæsonen begyndte i sidste weekend i Australien og fortsætter i denne weekend i Shanghai med grandprixet i Kina.
/ritzau/
