Alexander Zorniger er virkelig heiss på rygtebørsen i det tyske.

Her er trænersædet i en af de helt store og nærmest evigt problemfyldte Bundesliga-klubber ledigt – nemlig i Schalke 04.

Og skal man tro tyske Sky Sports, så er den tidligere Brøndby-træner storfavorit til at overtage trænertjansen fra den midlertidige træner, Huub Stevens, i den kriseramte storklub.

Det er kilder i Schalke 04, som fortæller til Sky Sports' Schalke 04-reporter, at den tyske træner, som var tæt på at sende guldet til Brøndby i 2018, er den varmeste kandidat til jobbet, som han også blev sat i forbindelse med, før sæsonen startede.

  
   Liselotte Sabroe

Også den store avis Bild har sat Zorniger, som tidligere har været træner i RB Leipzig og VFB Stuttgart, i forbindelse med Schalke 04.

Der bliver nok at se til, hvis den tidligere Brøndby-træner lander det store job. Schalke 04 er i akut nedrykningsfare og ligger suverænt på sidstepladsen uden sejre og med kun fire point på kontoen.

53-årige Alexander Zorniger var træner i Brøndby med til tider stor succes fra sommeren 2016 til februar 2019. Han vandt blandt andet pokalen i 2018 med de blå-gule.

Siden da har han ikke haft et fast job i fodboldens verden, men har i stedet blandt andet brugt tid med familien i Solrød, hvor han fortsat bor.