Han bor i et kæmpe hus med 11 soveværelser og 14 badeværelser. I alt knap 2.000 kvadratmeter. Men der er ikke blevet plads til Anna Monroe, som Floyd Mayweather har valgt at smide ud.

»Floyd har bedt Anna om at flytte, fordi han vil fokusere på boksningen og at forberede sig til næste kamp.«

Sådan lyder det fra en person tæt på parret til The Sun.

Floyd Mayweather skal 6. juni op imod youtuberen Logan Paul, og det er den kamp, der ifølge mediet har fået ham til at smide sin forlovede ud for en periode.

Floyd Mayweather skal i næste måned op imod Logan Paul.
Floyd Mayweather skal i næste måned op imod Logan Paul. Foto: AL BELLO, VICTOR DECOLONGON
Vis mere

Ifølge kilden er det ikke en beslutning, der er populær blandt Monroes venner og familie, netop fordi bokseren bor i en kæmpe villa til knap 70 millioner kroner, og der derfor burde være masser af plads til dem begge.

Men Mayweather skulle have insisteret på at få fred og ro, så han kan forberede sig og få et godt udgangspunkt uden at blive forstyrret.

»Alt er sat på pause for nu. Anna er flyttet tilbage i sin gamle lejlighed. Det er en stressende periode for hende, men hun er meget forstående og ved, det er ham, der bestemmer i forholdet,« siger kilden om Anna Monroe, der til daglig har arbejdet som stripper på en klub i Las Vegas og i dag er influencer.

Tidligere skulle hun have givet udtryk for, at hun ønsker at stifte familie med den 44-årige amerikaner, som hun offentliggjorde forholdet til i januar i år, og hun flyttede ind i den store villa, efter de blev forlovet.

»Hendes familie og venner er bekymrede over forholdet, men hun er voksen, det er hendes beslutning, og de vil bare gerne have, hun er glad,« lyder det fra kilden.

Sidst Floyd Mayweather var i aktion, var tilbage i 2017, da han slog Conor McGregor. Herefter gik han egentlig på pension, men året efter gik han i ringen mod kickbokseren Tenshin Nasukawa.

Oprindelig skulle kampen mod Logan Paul have været afviklet i februar, men den blev udsat og bliver nu afviklet i næste måned i Miami.