Lyt til artiklen

Hun kom på alles læber under vinter-OL i Beijing.

Og nu er den nu 16-årige Kamila Valieva endnu engang genstand for stor opmærksomhed.

Det skyldes, at hun ser ud til at miste den guldmedalje, hun vandt i holdkonkurrencen under legene i kunstskøjteløb. Det skriver Championat og Rsport.

Russeren, der under OL blot var 15 år gammel, afgav en positiv dopingprøve i december, men dette kom først frem dagen efter triumfen.

Valieva har selv forsvaret sig med, at den positive test formentlig skyldes, at hun ved en fejl har indtaget sin bedstefars hjertemedicin, der indeholder det forbudte stof trimetazidin.

Den unge kunstskøjteløber fik også lov til at stille til start i den individuelle konkurrence, fordi dopingprøven ikke var afgivet under OL, lød det, og desuden bliver der taget særligt hensyn til atleter under 16 år.

Her lød det i regelsættet hos det internationale dopingagentur (WADA), at de har krav på ekstra beskyttelse på grund af deres unge alder.

Men nu er den russiske antidopingmyndighed, Rusada, færdig med deres undersøgelser, og her er der altså umiddelbart ikke godt nyt for Kamila Valieva, der individuelt blev nummer fire.

»Ifølge kilder har Rusada som følge af efterforskningen fundet ret overbevisende beviser, der bekræfter, at Valieva har brudt dopingreglerne,« skriver Championat, der tilføjer, at der kan vente den unge russer en meget lang karantæne.

Rusada ønsker dog ikke at kommentere personsager, lyder det.

Der blev aldrig holdt en medaljeceremoni, da IOC har ønsket, at sagen blev efterforsket og lukket, men det forhindrede ikke den russiske præsident Vladimir Putin i at hylde hende til en ceremoni tilbage i april. Her sagde han til den nu 16-årige sportsstjerne, at hun ikke havde gjort noget forkert.

»Hun har gennem sit arbejde bragt sporten op på et niveau, hvor det er ægte kunst. Den slags perfektion kan man ikke opnå på uærlig vis ved hjælp af præparater eller manipulation. Vi ved alle, at der ikke er behov for supplerende præparater i kunstskøjteløb,« sagde han.

Under ceremonien rettede Vladimir Putin også kritik af de sportsforbund, der har udelukket russiske og hviderussiske atleter, efter at Rusland 24. februar invaderede Ukraine.