McLaren tager revanche med dobbeltsejr i Miami
Lando Norris og Oscar Piastri var klart bedst i lørdagens sprintløb i Miami.

Lando Norris og Oscar Piastri var klart bedst i lørdagens sprintløb i Miami.

McLaren tog lørdag revanche for en lunken sæsonstart i Formel 1, da Lando Norris og Oscar Piastri hentede en dobbeltsejr i lørdagens sprintløb i Miami.
Efter fem ugers pause på grund af aflyste grandprixer i Bahrain og Saudi-Arabien blev der omsider igen kørt om VM-point, og det udnyttede den forsvarende verdensmester til at vise de forbedringer, McLaren har lavet i pausen.
Norris startede forrest og fløj afsted i de første sving. Samtidigt passerede Piastri hurtigt Mercedes' Kimi Antonelli og lagde sig i kølvandet på teamkammeraten.
Antonelli, der vandt grandprixerne i både Kina og Japan inden den lange pause, fik i det hele taget en skidt start, da også Ferraris Charles Leclerc røg forbi.
Og således sluttede det efter 19 forholdsvis udramatiske omgange i den forreste del af feltet. Norris, Piastri og Leclerc udgjorde podiet, mens Antonelli endte lige uden for.
Med otte, syv, seks og fem point til de fire første rykkede det ikke alverden på VM-stillingen, hvor Antonelli endda udbyggede en smule til sin nærmeste forfølger, George Russell.
Men det giver McLaren tiltrængt håb inden søndagens grandprix. Hertil er der kvalifikationen senere lørdag aften klokken 22.00 dansk tid.
/ritzau/