McLarens teamchef, Zak Brown, mener, at Formel 1-serien er i en meget sårbar forfatning grundet coronakrisen.

Formel 1 skal ændre sig for at overleve, advarer McLarens teamchef, Zak Brown, søndag.

Motorsportens eliteklasse er i en "meget sårbar forfatning" grundet coronakrisen og risikerer at miste nogle af seriens ti hold, hvis der ikke sker ændringer, siger Zak Brown til det britiske medie BBC.

- Dette er potentielt altødelæggende for holdene. Hvis det er ødelæggende for nok hold - og det behøver ikke at være for mere end to - er det for hele Formel 1, siger han.

Ifølge BBC skal flere Formel 1-chefer mødes mandag og diskutere besparelser. Holdene er dog splittede over løsningerne, skriver mediet.

Zak Brown mener blandt andet, at det lønloft for holdene på 175 millioner dollar, svarende til 1,2 milliarder kroner, der bliver indført i 2021, skal sænkes betragteligt.

- Jeg kunne godt se fire hold forsvinde, hvis dette ikke bliver håndteret rigtigt, siger han.

Formel 1 består i øjeblikket af ti hold med to kørere hver.

Sæsonen skulle have været skudt i gang i Melbourne i Australien 15. marts, men er indtil videre blevet lagt på is grundet coronaviruspandemien.

Zak Brown fortæller, at alle Formel 1-holdene har besluttet at sænke lønloftet til 150 millioner dollar - en milliard kroner - men det er ikke nok, spår han.

Ifølge BBC er der flertal blandt holdene, herunder storholdet Mercedes, for at sænke lønloftet yderligere. Men mediet erfarer, at de to andre store hold, Red Bull og Ferrari, stritter imod.

Red Bulls teamchef, Christian Horner, sagde til BBC i sidste uge, at han hellere vil have reduceret løbsomkostningerne.

/ritzau/