Max Verstappen kommer buldrende bagfra i sin Red Bull-racer i kampen om verdensmesterskabet i Formel 1, men det tager man med ro i McLaren-lejren.

Det britiske team dominerede den første halvdel af sæsonen, og verdensmesterskabet så ud til at være en duel mellem holdets to kørere, Oscar Piastri og Lando Norris.

Men i løbet af fire grandprixer har de seneste fire års verdensmester, Max Verstappen, barberet et efterslæb på 104 point ned til 40 point.

Det får dog ikke McLaren-holdchef Andrea Stella til at frygte, at hollænderen udnytter de sidste fem grandprixer og to sprintløb til at tage endnu en VM-titel. Det siger han i et interview med motorsportsmediet Autosport.

- Det faktum, at der resterer fem grandprixer og to sprintløb, betyder, at vi også kan øge afstanden ned til Max. Sådan vælger jeg at se på tingene.

- Jeg synes også, at de kommende baner ligger godt til os, siger Andrea Stella med henvisning til de kommende grandprixer i Mexico, Brasilien, USA, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

Oscar Piastri fører Formel 1 med 346 point, mens kollega Lando Norris på andenpladsen har 332 point. Verstappen har 306 point.

Verstappen har vundet tre af de seneste fire grandprixer. Selv hvis den formstærke hollænder gør rent bord i den afsluttende del af sæsonen, er det ikke nødvendigvis nok, hvis Piastri blot holder sig lige bagved Verstappen.

- Vi har en stor mulighed foran os, og verdensmesterskabet er i vores egne hænder. Der er ikke nogen andre, der selv kan afgøre det. Det er vores mindset, og det kommer vi også til at vise, siger McLaren-bossen.

McLaren har for længst sikret sig sejren i kampen om konstruktørernes verdensmesterskab.

På søndag køres der grandprix i Mexico City.

/ritzau/