Conor McGregor ser glad ud.

Men det er kun få dage siden, at en af hans ejendomme blev angrebet.

I den forgangne uge blev den kontroversielle MMA-fighters pub i Dublin en del af overskrifterne i de britiske medier.

Det skete i kølvandet på, at flere petroleumsbomber blev kastet i retning af The Black Forge Inn på Drimnagh Road i udkanten af den irske hovedstad.

Som det fremgår af opslaget herover, var den 33-årige McGregor hurtigt tilbage på sin pub for at nyde en øl efter angrebet, der fandt sted onsdag aften i sidste uge.

Lige nu bliver hændelsen fortsat undersøgt af politiet, men heldigvis for Conor McGregor og resten af de ansatte på Black Forge Inn kom ingen til skade under angrebet.

»Det ser ud til, at kriminelle uprovokeret forsøgte at forvolde skade på Black Forge Inn,« forlyder det i en udtalelse fra beværtningen.

»Hverken kunder eller ansatte kom til skade, og der kom heller ikke skader på the Forge (altså stedet, red.). Mister McGregor var ikke til stede, da hændelsen skete.«

Conor McGregor købte angiveligt stedet for to millioner pund i 2020 – svarende til knap 18 millioner kroner.