Familien forkæles af Martin Laursen, der også skaffer sine tidligere klubber 1,2 mio. kr.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Martin? Han er en go' dreng.« Spørg i øst, spørg i vest, spørg i hverdag og i fest. Svaret er det samme.

Martin Laursen, banens bedste i Danmark-Italien, er den fysiske Superman på det danske EM-landshold, men han er også den følsomme, hjertevarme og trofaste fyr, der vinder venner overalt.

Knægten fra Fårvang er kommet godt rundt på verdenskortet, men han glemmer aldrig sine rødder i den stille stationsby med 2.000 indbyggere, placeret midt imellem Århus og Viborg og hjemmehørende under Gjern Kommune.

»Martin er en fantastisk fyr og et perfekt eksempel for fodbold-ungdommen i byen,« siger Ole Frandsen, formand i Horn/Fårvang IF.

Familien på Poppelvej i Fårvang består af forældreparret Ingse og Poul, lærer og ingeniør, men der er også to yngre søskende, Thea og Anders. Ingen af dem er hjemme nu, for Martin har inviteret alle seks - søster og bror har kæresten med - til EM-fodbold i Portugal.

Det er simpelt hen deres julegave fra Martin, sådan som han også gav forældrene en tur til VM i Korea for to år siden. »Vi er af sted i 12 dage. Det er virkelig skønt at opleve så tæt et sammenhold i familien, og det er jo først og fremmest Martins fortjeneste,« siger Poul Laursen.

Som dreng var Martin amtsmester i badminton, og han var også skrap til bordtennis. Men da han skulle vælge, blev det fodbold.

Betalte lillebrors operation
Lillebror Anders er også i besiddelse af rige evner for spillet, men han blev stoppet af en alvorlig knæskade, da han blev rykket op på Horn/Fårvangs seniorhold.

Gode råd var dyre. Og en operation var endnu dyrere, hvis man skulle forbi ventetiden.

»Det klarede Martin. Han sendte Anders til specialklinikken i Brøndby og betalte for operationen. Desværre hjalp det ikke nok, så Anders har måttet opgive fodboldspillet,« siger Ole Frandsen, der arbejder hos JBU i Århus.

Et pænt stykke over de 100.000 kroner har Martin Laursen spredt ud over den nærmeste familie. Men han er langt mere værd for de to klubber, som han har spillet for: Horn/Fårvang IF og Silkeborg IF.

Den lille klub spillede han for til 16-års alderen, og den periode belønnes efter FIFAs nye transferregler, som betyder betaling til ungdomsklubberne ved en spillerhandel, med 475.000 kroner.

Og Silkeborg IF, der havde Martin i klubben fra 1993 til kontrakten med Verona i sommeren 1998, kan se frem til et flot beløb på 750.000 kroner.

Hellas Verona indkasserer 375.000 kr., men det er småpenge i forhold til den reelle handelspris ved det forestående klubskifte, 33,3 mio. kr., som Milan modtager fra Birmingham-klubben Aston Villa, der ifølge engelsk presse skal betale Laursen godt 11 mio. kr om året.

Det var ikke tilfældigt, at det i sin tid var Hellas Verona, som løb med den lange dansker. Preben Elkjær var stoppet som træner i SIF i december 1996, men han anbefalede sin gamle klub i Verona at følge den 20-årige og lidt hvalpede Martin Laursen.

Og nu skal hans to jyske klubber fejre pengeregnen, samtidig med at de fejrer manden bag - og hans EM-succes. Det sker 13. juli, hvor Horn/Fårvang IF og Silkeborg IF har aftalt en sommerkamp i Fårvang, hvor de regner med, at den ferierende Martin Laursen vil dukke op og hygge sig med vennerne.

»Jeg kunne drømme om, at Martin kom flyvende i en helikopter, landede i midtercirklen og stod ud med to kæmpechecks i hånden. Det ville være et fedt show,« siger Morten Bruun, bestyrelsesmedlem i SIF.« ip@bt.dk