Drømmene er store hos den danske UFC-kæmper Mark O. Madsen, der i begyndelsen af året drog til USA for at etablere et nyt hjem for sin familie i Scottsdale, der ligger i delstaten Arizona.

Rejsen over atlanten er en del af en toårsplan, der efter Madsens hoved skal kulminere med et UFC-bælte.

Næste skridt i planen skal tages natten til søndag, når Madsen træder ind i det ottekantede bur, hvor han skal møde amerikanske Vinc Pichel. Et møde, den danske kæmper ser stærkt frem til.

- Det her er den største kamp i min MMA-karriere. Det er en sindssyg vigtig kamp i forhold til det videre forløb, siger han til Ritzau.

Kampen er særligt vigtig for den tidligere danske OL-bryder, da en sejr vil kunne åbne døren for en mulig top-15-kamp.

- Når vi ligger inden for top-15, så ligger vi i et felt, hvor alt kan ske i forhold til titelkampe, siger Madsen.

Danskeren er dog udmærket klar over, hvilken modstander han står over for.

Vinc Pichel har vundet 14 af sine 16 kampe som professionel MMA-kæmper. Han fik debut i Ultimate Fighting Championship (UFC) i 2014 og har siden udkæmpet otte kampe, hvoraf han kun har tabt en enkelt for fire år siden.

Madsen og amerikaneren stiller op i letvægtsklassen, hvor kæmpernes vægt skal ligge mellem 65,8 og 70,3 kg.

Ifølge sportsmediet ESPN vejer de to kæmpere begge omkring 70 kg.

- Jeg tror umiddelbart, at Vinc Pichel og jeg vil være nogle af de fysisk stærkeste kæmpere i letvægtsklassen, lyder det fra danskeren.

Selv om de to vejer nogenlunde det samme, er Pichel fem centimeter højere end Madsen, der ser amerikaneren have andre styrker end danskeren selv.

Pichels styrker ligger i at holde afstand, være bevægelig og arbejde på ydersiden af sine modstandere. Derudover skal man være opmærksom på, at han kan svinge og slå hårdt, pointerer den tidligere danske OL-bryder.

- Jeg er bryder og vil gerne ind at lukke afstanden. Vi er derfor to modsætninger, siger Mark O. Madsen, der forventer en hård kamp, men har en stærk tro på egne evner.

- Det er derfor, jeg er her. For at få lov til at konkurrere og kæmpe mod de bedste MMA-kæmpere i verden.

- Jeg ser en hård kamp for mig. Men jeg ser også mig selv trække mig ud som sejrherre, slutter danskeren af med at sige.

/ritzau/