Lyt til artiklen

Mark O. Madsen ved endnu ikke, om han skal i kamp 29. oktober og mod hvem efter et afbud fra Drakkar Klose.

Mark O. Madsens planlagte kamp mod amerikanske Drakkar Klose i UFC om mindre end to uger bliver alligevel ikke til noget.

Amerikaneren har således pådraget sig en knæskade, der gør ham ukampdygtig. Det fandt danskeren ud af efter en sparring søndag, og han er mildest talt utilfreds med forløbet.

»Jeg blev kontaktet af en journalist, der ville høre, hvad jeg tænkte, når nu Drakkar Klose er ude af kampen. Mit svar var bare: 'What?'.«

Mark O. Madsen har vundet sine hidtidige fire kampe i UFC-regi. (Arkivfoto). David Yeazell/Ritzau Scanpix
Mark O. Madsen har vundet sine hidtidige fire kampe i UFC-regi. (Arkivfoto). David Yeazell/Ritzau Scanpix
Vis mere

Gennem sin manager fik Madsen bekræftet Drakkar Kloses afbud. Samtidig har danskeren erfaret, at andre MMA-kæmpere angivelig gennem længere tid har budt sig til som afløser for Drakkar Klose.

Med andre ord har en potentiel afløser og ny modstander lørdag 29. oktober muligvis haft et par uger mere end Madsen til at forberede sig målrettet på sin specifikke modstander.

»Det er et dybt mystisk forløb, og hvis det er rigtigt, er det en kæmpe svinestreg af Drakkar, at vi ikke har fået besked tidligere.«

»Kontrakten har været underskrevet i snart tre måneder. Vi har brugt timevis på videoanalyse, og vi har forberedt os ned i detaljen på at skulle møde ham.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Optakten til mødet med Drakkar Klose var i forvejen præget af spydigheder, og Madsen er da også meget opsat på, at han skal i buret med den 34-årige amerikaner på et tidspunkt.

»Han kan være ude otte-ti måneder, hvis det er et overrevet ledbånd i knæet. Men jeg venter gerne et år og tager tre måneder mere i træningslejr, hvis jeg kan få lov at give ham en røvfuld,« siger Madsen.

Den tidligere OL-bryder og familien har satset alt på karrieren i UFC, og han har som overordnet målsætning at kæmpe sig op og på sigt få en kamp om et UFC-bælte.

Af samme årsag vil han også gerne i aktion 29. oktober, selv om hans nuværende forberedelser delvist er røget i skraldespanden, og modstanderen har haft bedre betingelser.

Han håber dog, at det i så fald bliver mod en tilnærmelsesvis lige så attraktiv modstander som Drakkar Klose.

»Min form er fremragende, og jeg er sulten efter mere, så jeg ser meget gerne, at der bliver fundet en løsning, så jeg kan komme ind og kæmpe 29. oktober.«

»Det kan blive fugl eller fisk. Jeg kan blive bedt om at møde en kæmper, der ikke har nogen relevans for min overordnede målsætning, og det vil være ærgerligt.«

Mark O. Madsen har vundet alle sine 12 kampe i MMA indtil videre. Heraf er de seneste fire kampe vundet på det højeste niveau – i UFC-regi.