Der var et eller andet, der ikke helt var, som det skulle være.

En mandlig skakspiller fra Kenya er blevet taget i et opsigtsvækkende forsøg på at snyde ved de lokale mesterskaber i Kenya.

Forklædt i en niqab lykkedes det ham i flere dage at stille op i kvindekategorien ved mesterskaberne – lige indtil fælden klappede.

Det skriver chess.com.

Manden havde iklædt sig en niqab, og man kunne kun se hans øjne og briller. Efter afslutningen på sine kampe nægtede han at tale med nogen og ytrede heller intet, da han skulle registrere sig til turneringen.

Her skrev han blot sit navn, Millicent Awuor som han kaldte sig, på et stykke papir, fortæller formanden for det kenyanske skakforbund, Benard Wanjala, til mediet.

Folkene bag turneringen reagerede ikke i første omgang, da det var muligt, at det drejede sig om en ortodoks muslimsk kvinde.

Men som turneringen skred fremad, steg mistanken. Manden gik ikke som en kvinde og havde mandesko på, lyder det.

Han blev bedt om at fremvise sit id, men her knækkede han sammen og indrømmede sin snyd, der skete på grund af pengemangel.

Den åbne del af mesterskaberne har et rekordstort præmiebeløb i form af flere hundrede tusinde kroner i år på grund af flere sponsorer, og det havde den unge mand udset sig som en mulighed for at tjene en skilling.

'Jeg gjorde det af økonomiske årsager, og jeg fortryder mine handlinger og er klar til at tage konsekvenserne,' lyder det fra skakmanden ifølge mediet.

Han blev bortvist fra turneringen og de point, han optjente, blev i stedet givet til de modstandere, han nåede at besejre.

Nu skal det så besluttes, hvad de længerevarende konsekvenser skal være.