Simon Makienok er efter skiftet til Charlton ude på den anden side af et år med skuffelser og tragedier. Her fortæller angriberen for første gang om sit kiksede klubskifte, sin mors død, sin kone, Ibi Makienoks, alvorlige sygdom og sit anstrengte forhold til dele af Brøndbys fans.
Dette er fortællingen om at være en ung spiller på 24 år med alle odds imod sig fra begyndelsen. Om at være en brik i et magtspil og kun spille 52 minutter en hel sæson uden at forstå et klap. Om at miste sin mor og vælge hjerteklubben fra.
Hovedpersonen hedder Simon Makienok, og fortællingen bliver fortalt til BT på terrassen i et hus i et beskyttet område i en lille forstad til Palermo på Sicilien i Italien.
Jeg ringer på ved en stor grøn gitterport. Himlen er krystalblå, bjergene er nøgne med enkelte cypresser voksende hist og pist, og et sted spiller nogen 90’er-pop for fulde gardiner. Inde bag porten vokser et botanisk inferno af frugttræer, blomster og planter omkring en turkis swimmingpool.
Porten åbner, og jeg går ned gennem en snoet sti, der ender ved et stort hvidt drøn af et hus. Simon Makienok stikker sit lyse hoved ud af terrassedøren.
»Øjeblik. Sæt dig ned, og tag en kaffe - er lige på telefonen med min agent.«
Han peger på et terrassebord med verdens mindste espressokopper.
Simon Makienok bor ikke længere i det hus. Han blev hentet af Championship-klubben Charlton Athletics i sommer og er fløjet til Palermo fra London.
»Jeg har fået præcis én dag til at samle det vigtigste. Resten bliver pakket ned og kørt til vores nye hjem i England,« siger han, mens han sætter sig, puster en tot hår væk fra ansigtet og smiler.
»Sikke et år”, siger han og kigger ud over haven.
Og på den måde sparker han selv interviewet i gang.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele interviewet med Simon Makienok om et år med personlige tragedier, kampen for fodboldkarrieren og mødet med en berygtet Palermo-præsident.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Vi skruer tiden tilbage til sæsonen 2013/2014. Du blev årets spiller i Brøndby IF, var en af topscorerne i Superligaen , og så blev du solgt til Palermo. Hvad er historien bag dit salg?
»Det var hele tiden meningen at jeg skulle sælges efter to-tre sæsoner hos BIF, og tiden var så kommet den sommer. Min agent sagde, at de havde fulgt mig i et års tid og ville gerne hente mig og bruge mig fast i angrebet. Det var beskeden. De begyndte med et lavt bud og gik så højere og højere op, og på den måde viste de, at de havde en reel interesse.«
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Cittá di Palermo er berygtet på grund af præsidenten, Maurizio Zamparini, og hans noget utraditionelle facon at håndtere sagerne på. Han har fyret cirka 30 trænere i sin tid og har udtalt mange ting som, de fleste mener, er langt over grænsen for, hvordan man opfører sig. Havde du nogen betænkeligheder ved at komme ned til en klub hvor adfærd og sprog kunne blive en udfordring?
»Jeg vidste jo godt, at tingene foregik på en anderledes måde i udlandet og måske især i Italien. Jeg havde hørt om spillere, der ikke fik løn, om alle de fyringer, om præsidenten og hans temperament, men jeg tænkte alligevel, jeg lige ville høre lidt nærmere om klubben. Så jeg ringede til Simon Kjær. (tidligere forsvarsspiller i Citta Di Palermo, red.)«
Hvad kunne han fortælle?
»Jamen, han sagde egentlig bare, at det var den fedeste klub, og det eneste, jeg skulle være opmærksom på, var, at man helst skulle have præsidenten til at kunne lide én – og ellers var det positivt og en god klub at være en del af.«
Hvad skete der så?
»Sportsdirektøren Franco Ceravolo fløj op til BIF for at presse Per Rud (daværende sportsdirektør, red.), og til sidst blev de enige om en pris. Min agent, den italienske sportsdirektør og jeg fløj så til Palermo, hvor jeg mødte træneren (Giuseppe Iachini, red.) på hotellet i fem minutter. Han kunne ikke et ord engelsk. Det var ret akavet, men jeg tænkte, at der nok var nogle i klubben, der skulle hjælpe mig med oversættelse, indtil jeg kunne italiensk. Ligesom man gør i Danmark og andre steder, hvor man gerne vil have, at spillerne forstår, hvad man siger. Det skete ikke.«
***
»Allerede fra første træning var jeg usikker på, hvad jeg skulle. Der var ingen, der oversatte noget, og jeg kunne se, at den måde, de spillede på, ikke var det, jeg havde fået fortalt. De havde sagt til mig, at de ville have mig, fordi jeg skulle være i angrebet, og at der skulle spilles på den måde, som passede til mig med indlæg fra kanterne. Men de første par træningspas viste det modsatte. Taktikken var tydelig. Angriberne skulle løbe ud bag backerne og lave nogle lange løb i dybden. En taktik, som ikke passer til mig og min spillestil, og som aldrig har været min spidskompetence. Jeg tog det som en udfordring og ville egentlig bare gøre, hvad træneren sagde, men blev mere og mere bekymret over, at det var den eneste taktik, der blev øvet – for det viste jo, at det var det, vi skulle gøre i kampene.«
Så blev sportsdirektøren Ceravolo pludselig fyret i oktober – altså en måned efter du var ankommet til klubben? Fik det nogen konsekvenser for dig?
»Jeg fik at vide gennem nogle spillere, at han var blevet fyret, fordi præsidenten mente, det var hans skyld, at vi fik en dårlig start. Vi var fire eller fem nye spillere, der nærmest øjeblikkeligt blev sat på bænken, og efter det fik jeg at vide, at jeg slet ikke var i truppen. Der var ingen begrundelse. Det gav mig noget af en mavepuster. Men jeg lod mig ikke slå ud. Jeg måtte jo så gøre mig umage til træning og prøve at kæmpe mig tilbage på holdet. Men jeg havde ikke en chance – og mine venner på holdet sagde, at jeg bare skulle træne for mig selv og min fremtid, og at jeg ikke skulle sætte snuden op efter at komme til at spille igen i Palermo. Der var taget en beslutning.«
I efteråret 2014 smider præsidenten så en bombe i de italienske medier. Han påstår, du er skadet, at din kone, tv-værten Ibi Makienok, ikke er faldet til, og du ikke har nogen venner, og det er derfor, du ikke spiller. Hvad tænkte du om den udmelding?
»Jeg …. vi …. gik sgu lidt i chok. Vi var jo lige kommet og var glade for Palermo, maden, naturen og huset. Jeg gik på sprogskole, og Ibi arbejdede i Danmarkon and offmed det arbejde, hun nu har med tv. Det var ikke meningen, at ’hun skulle falde til’. Jeg fattede ikke, at han gik ud med så mange forskellige løgne. Jeg havde fået gode venner på holdet, som jeg stadig snakker med, og jeg havde ikke nogen skader hele det år. Med tiden fandt jeg ud af, at det måtte være deres løgnagtige undskyldninger og forklaringer over for fansene om, hvorfor jeg ikke spillede. For der var jo ingen, der forstod noget som helst. De havde købt en spiller til mange millioner – som de havde fulgt i et år i Danmark – som de ikke brugte.«
Mødte du nogensinde præsidenten personligt?
»Ja, én gang.«
Hvordan gik det møde?
»Han kom op til mig, tog min ene hånd og klemte den hårdt og med den anden gav han mig et par lussinger. Og det var ikke sådan nogle hyggelige onkel-dask. Jeg blev noget overrasket. Jeg er normalt ikke en pivskid og tonser, som de fleste ved, rundt på banen og får knubs, men det der var sgu over min grænse. Jeg synes også, det var vildt, at han turde. Han kendte mig jo ikke. Der skal altså et særligt tankesæt til, når man begynder at slå på et to meter højt brød med tatoveringer.«
Så da du vidste, at du var ude af truppen for evigt, daskede du så bare rundt i Palermo og trænede for dig selv?
»Ja. Eller daskede og daskede. Jeg gav den gas og øvede alle mulige ting for mig selv, som man ellers ikke ville få tid til, og så holdt jeg mig i form. Jeg snakkede med mindst fem af spillerne, og når Ibi ikke arbejdede, hyggede vi. Men det var selvfølgelig dybt frustrerende ikke at vide, hvad der foregik, samtidig med at jeg skulle beskyldes for alt muligt, der ikke var sandt, og så kapere den kæmpe skuffelse, det var, at blive hentet ned til en klub, der ikke havde tænkt sig at bruge mig. Spild af energi og tid, og det satte min karriere på spil.«
Iachini udtalte flere gange, at du ikke kunne vænne dig til tempoet, og at du nok skulle blive brugt på et tidspunkt. Var det bare varm luft?
»Ja. Det var bare snak udadtil til pressen for at dække over den fadæse, det var, at de havde hentet mig og ikke brugte mig. De havde jo fulgt mig i lang tid og givet mange millioner for mig – det var jo ikke en trøje eller en potteplante, de havde købt. Men præsidenten bestemmer. Og vil han ikke have en spiller, vil han ikke have en spiller.«
***
Så skete der noget tragisk for dig og din familie i februar 2015. Din mor Kate døde pludseligt. Hvordan tacklede du det oven i alt det andet?
»Det rev mig midt over indeni. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så sønderrivende en sorg og afmagt i mit liv. Jeg har svært ved at tale om det og vil helst springe det over. Det eneste, jeg kan sige, er, at bunden blev nået det forår. Min kone fik nyresvigt i januar og var indlagt på Rigshospitalet i tre uger og har stadig orlov på grund af de stærke piller, hun tager. Så alt det var bare for meget mentalt og fysisk for os. Der var smerte alle steder. Men min mor lærte mig at kæmpe, og jeg ved, at hun holder øje med mig, og jeg har hende i mit hjerte for altid.«
Med alt det, der var sket, var det vel et naturligt skridt at tage tilbage til Danmark i sommerens transfervindue – og måske endda tilbage til Brøndby IF, som du forlod med mål i rygsækken?
»Ja. Jeg overvejede det kraftigt. Jeg ville gerne hjem og passe på min hustru og få spilleminutter i benene og bare være i et miljø, hvor der var trygt. Brøndby var helt klart på listen over klubber, der var interessante og interesserede. Der var bare et par problemer .
»For det første var jeg i tvivl om, hvorvidt Thomas Frank (Brøndbys cheftræner, red.)ville bruge mig. Det er ingen hemmelighed, at han ikke kan lide min spilletype, og han har udtalt, at han var glad for at have sluppet af med mig. Det ville være en kæmpe nedtur at komme tilbage til Danmark, hvor jeg havde været en stor profil, og så sidde på bænken.«
»For det andet var der stadig en vis skuffelse i mig, der havde at gøre med visse grupper af Brøndbys fans. Det sidste halve år, jeg var i Brøndby, blev jeg ikke værdsat nok, i forhold til hvad jeg have givet, og hvad jeg havde følt for BIF. Efter jeg begyndte at være kæreste med min nuværende hustru, blev der kørt en hetz mod os både på tribunerne og i pressen. Det var jeg meget ked af. Det blev i begyndelsen udlagt, som om mit forhold påvirkede min præstation negativt, når det faktisk var det modsatte, der var gældende. Så de tvivlede på mig på grund af et personligt forhold, der jo egentlig ikke ragede dem.«
»I den sidste tid, inden jeg forlod Brøndby, oplevede jeg i alle hjemmekampene, hvor jeg førhen var én af de spillere der blev kaldt ned og fik store bifald eller ’Fenerbahce’, som man kalder det, at jeg slet ikke blev kaldt ned, og andre gange blev jeg kaldt halvt ned af nogle og så buhet og piftet ad. Det var meget ubehageligt og meget skuffende. Det var den klub, jeg altid havde holdt med og fulgt og nu også spillet for og scoret mange mål for. At fansene lige pludselig kunne gå imod mig, havde jeg ikke forventet. Dér mistede jeg alt for de fans, der gjorde det. Og derfor endte jeg med at takke nej.«
Så meldte Charlton sig på banen. Hvordan hang det sammen?
»Der har været en del klubber i England gennem nogle år, der har set potentiale i mig, og som har vist interesse – og Charlton var én af dem. Da transfervinduet åbnede, var jeg ret kølig hen over sommeren. Jeg ville ikke gå i panik eller stresse min agent – men jeg ville heller ikke tilbage til Palermo. Jeg håbede på det bedste. Da Charlton meldte sig, følte jeg det som en stor gave. Det føltes ikke som et skridt ned, men som en mulighed for spilletid og for at blive glad igen. Jeg var især tilfreds med, at jeg kunne blive i udlandet i stedet for at komme hjem til Danmark, og England har altid ligget øverst på ønskelisten.«
»Det viste sig at være den rigtige beslutning. Det er en dejlig klub som behandler hinanden ordentligt, jeg har tillid fra træneren og holdkammeraterne, og det føles som én stor familie. London er en fed by, alle taler engelsk, og der er masser at gåpåmod og hårdt arbejde i Championship. Min familie og mine allernærmeste har det bedre, og der er for første gang et lys for enden af det hårdeste år, jeg nogensinde har oplevet. Nu håber jeg bare, jeg kan gøre klubben stolt og få banket kuglen i kassen – helst mange gange. Jeg vil knokle på, for at det skal gå i opfyldelse.«
