Haas-kørerne Kevin Magnussen og Romain Grosjean får samme forudsætninger, når de søndag kører om Formel 1-point i Belgien.

De har kørt med forskellige aerodynamiske setup siden juli, men i weekenden kører de i samme bil, skriver Ekstra Bladet.

- På Spa-banen går vi med den opgraderede bil, som blev kørt på Hockenheim. Vi har lært en del og prøvet at forbedre den ved at skifte et par komponenter.

- Begge biler kommer til at have samme specifikation, og forhåbentlig kan vi lære mere om den, siger teamchef Günther Steiner til avisen.

Haas har haft en skuffende sæson i 2019, hvor Magnussen og Grosjean blot har skrabet 26 point sammen. Det placerer Haas på niendepladsen i VM-stillingen blandt konstruktørerne.

Bedst er det gået for Magnussen, der har scoret 18 point på 13.-pladsen, mens Grosjean fire placeringer længere nede er noteret for otte point.

Fredag og lørdag træner Formel 1-kørerne på Spa-banen i Belgien, mens kvalifikationen finder sted lørdag eftermiddag.

Søndag køres der om point på den syv kilometer lange bane, og i alt skal der tilbagelægges 308 kilometer fordelt på 44 omgange, før pointene kan fordeles.

/ritzau/