Kevin Magnussen risikerer millionbøde, hvis han kører med vielsesring. Han har det skidt med at tage den af.

Når Kevin Magnussen og de andre Formel 1-stjerner kører i deres racerbiler, må de ikke have smykker på.

Reglen, som ikke er blevet håndhævet i flere år, er blevet indskærpet over for kørerne i denne sæson, men det falder ikke i god jord.

Forud for Miamis grandprix for to uger siden protesterede Lewis Hamilton ved at bære tre ure, to halskæder og mange andre smykker på pressemøderne forud for løbet.

Nu melder Kevin Magnussen sig også i koret af kritikere. I hans tilfælde er det beviset på, at han er gift, der gør ham til modstander af kravene.

- Jeg forstår godt deres pointe, men det er en vielsesring, der sidder på en finger, siger Kevin Magnussen ifølge AFP.

- Jeg kan godt leve med lidt ekstra skade på fingeren for at køre med min vielsesring. Hvis noget skidt skulle ske, vil jeg gerne have den på. Det føles skidt at tage den af, siger han.

Opvarmet metal og menneskehud er ikke nogen god cocktail, og det er altså en af årsagerne til, at Formel 1 nu begynder at håndhæve reglen.

AlphaTauri-køreren Pierre Gasly forstår heller ikke meget af, at reglen pludselig får betydning.

- Det har været fint i 70 år. Der er selvfølgelig mange ændringer i forhold til sidste år, men lige pludselig bliver der også ændret på, hvordan alt muligt bliver håndhævet, siger Gasly, der kalder på bedre kommunikation med løbsledelsen og forbedrede muligheder for at indgå kompromiser.

Lewis Hamilton fik en dispensation til grandprixet i Miami, fordi han har to piercinger, der er meget svære at tage ud. Dispensationen udløber efter weekendens grandprix i Barcelona.

Har man ikke dispensation, men alligevel kører med smykker, kan man ifølge AFP få en bøde på helt op mod 250.000 euro svarende til 1,8 millioner kroner.

Det er desuden et krav, at kørerne kører med brandsikkert undertøj, og det vil nu blive tjekket forud for hvert løb. Det fik Sebastian Vettel til at protestere i Miami ved at bære underbukser udenpå sin køredragt.

Formel 1-kørerne sætter sig fredag i bilerne til den første træning frem mod søndagens grandprix i Barcelona.

/ritzau/