Den danske cykelrytter Magnus Cort var ikke ligefrem tilfreds, da det den 5. juni blev officielt, at Danmark skulle have en ny regering.

Han følger nemlig intenst med i dansk politik og har en helt klar holdning.

»Nej, det passede mig ikke så godt. Jeg havde helt klart håbet på en blå regering,« afslører han over for B.T.

For selv om han bruger timer og atter timer på cyklen og lige nu kører Tour de France for Astana, så holder han et vågent øje med, hvad der foregår på Christiansborg.

Det er det, der giver mest mening økonomisk.

»Det er interessant, og det er noget, der har indflydelse på ens liv. Og så lægger man måske endnu mere mærke til det, når man er ude og opleve andre lande og kan se forskellige systemer,« forklarer han.

Mens nogle helst vil holde sin politiske overbevisning for sig selv, så er Magnus Cort noget mere åben omkring, hvad han mener.

Og når man spørger ham, hvorfor han er mest enig med den blå fløj, falder svaret prompte.

»Det er det, der giver mest mening økonomisk. Som jeg ser det, så er skatten så høj i Danmark, at den er skadelig. Og nærmest det eneste argument for at have højere skatter er for at mindske uligheden, selv om den gør alle mere fattige,« siger han og fortsætter:

»Folk vil hellere have, at de rigeste har mindre, og at de fattigste bliver på samme niveau, end at begge grupper løfter sig, fordi de er bange for, at de løfter sig i hver sit tempo. Det forstår jeg ikke meningen i.«

Men selv om han følger med og ikke er bange for at sige sin holdning højt, så har han umiddelbart ingen planer om at gå ind i politik, når karrieren engang er forbi.

»Jeg tror ikke, det er den vej, jeg går. Det har jeg ikke overvejet. Jeg har heller ikke lavet noget ungdomspolitik eller været medlem af et parti, så lige nu er det bare en interesse,« fortæller han.

Danske Magnus Cort kører lige nu verdens største cykelløb, Tour de France, hvor han sammen med resten af Astana-mandskabet forsøger at hjælpe deres danske kaptajn, Jakob Fuglsang.