Den suveræne norske skakspiller Magnus Carlsen blev tirsdag verdensmester for 20. gang i karrieren.

Det skete, da han vandt finalen i lynskak i Doha over Nodirbek Abdusattorov fra Usbekistan.

For blot to dage siden blev 35-årige Carlsen verdensmester for 19. gang, da han triumferede i hurtigskak.

Ifølge nyhedsbureauet NTB er det femte gang, at han vinder to forskellige discipliner ved samme mesterskab.

Han har nu vundet fem verdensmesterskaber i klassisk skak, seks i hurtigskak samt ni i lynskak.

I tirsdagens finale tabte Carlsen ellers det første parti, men han slog tilbage i det andet parti.

Tredje parti endte i remis, før Carlsen sikrede sig VM-titlen i fjerde parti.

/ritzau/