Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I et halvt år har han været ignoreret af sin træner. Hvorfor har hele tiden været det store, uafklarede spørgsmål. Men i går blev Bari's dansker Michael Madsen taget til nåde af Bari-træner Fascetti - og dét med succes.

Den tidligere AB'er var med fra start hos Bari og bidrog med to målgivende afleveringer i 3-1 sejren over Lecce i Serie A. Efter 83 minutter blev Michael Madsen pillet ud - dødtræt efter flere løbeture på venstre-kanten, men på italiensk vis pavestolt over indsatsen.

"For en uge siden havde jeg et sammenstød med præsidenten, hvor jeg fortalte, hvor utilfreds jeg var med træneren. Det hjalp åbenbart, for nu får jeg næsten fuld spilletid og er blevet lovet, at jeg starter inde i næste uge mod Inter," siger Michael Madsen og tilføjer.

"Jeg var sgu' rigtig god i dag."

Den pludselige succes ændrer dog ikke så meget ved fremtidsplanerne.

Han vil væk fra det syditalienske galehus, og en kommende klub ligner Derby med Jacob Laursen fra den engelske Premier League.

Derby har inviteret ham til England - en rejse, der dog foreløbig er blevet aflyst. Men englænderne havde repræsentanter på tribunen i går, ifølge Michael Madsen.

"Bari har sat en pris på mig. Men den er sikkert steget efter min indsats i dag," smågriner danskeren.

Ligesom Michael Madsen var der også spilletid til Thomas Helveg i søndagens Serie A-runde. For Milan-spilleren var det dog en skuffende oplevelse, for de forsvarende italienske mestre formåede kun at få 2-2 mod bundholdet Torino.

Det resultat betyder en 4. plads i den aktuelle stilling, som toppes klart af Juventus.

"Den gamle dame" øgede sent i aftes sit forspring til forfølgerne, da det lykkedes at vinde 2-1 ude over Inter. Jugoslaviske Darko Kovacevic scorede begge mål i 2. halvleg. Hollandske Clarence Seedorf satte Inter-pynt på resultatet syv minutter før tid.

Med sejren har Juventus et forspring på fem point til Lazio på 2. pladsen. Der er 12 point at spille om i de resterende fire runder.