Den danske svømmedarling Lotte Friis rykker teltpælene op endnu en gang og flytter til Baltimore i USA for at træne.

Det er ellers mindre end et år siden, at Lotte Friis valgte at flytte til franske Nice for at træne. Men nu skifter den danske svømmer træningsmiljø igen frem mod EM på kortbane i Herning.

Det er dog ikke hvem som helst, Lotte Friis skal trænes af. Hun er nemlig kommet under vingerne på den legendariske svømmetræner Bob Bowman, der har trænet svømmeikonet Michael Phelps.

Phelps har under Bowmans ledelse vundet hele 18 OL-medaljer heraf 16 af guld. Den danske svømmelandstræner, australske Nick Juba, siger, at skiftet skyldes en ændring af træningen i Nice.

- Fabrice Pellegrin, der er træner i Nice, har indikeret, at han i den kommende periode vil fokusere træningen på andre områder. Jeg synes, det er en god beslutning, siger Nick Juba til Dansk Svømmeunions hjemmeside.

Som udgangspunkt skal Lotte Friis træne i Baltimore resten af 2013, men landstræneren siger, at opholdet kan blive forlænget, hvilket dog afhænger af, hvordan træningen går med Bob Bowman de næste par måneder.