Den 34-årige tidligere elitesvømmer Lotte Friis ved, at hun og ægtemanden kan komme igennem et nyt hårdt forløb, hvis de skal have flere børn.

Efter fødslen tilbage i juli var det nemlig ikke den letteste barsel, som den nuværende radiovært skulle på.

Datteren fik konstateret immunisering efter fødslen og blev syg. Og Lotte Friis har tidligere sat ord på, hvordan den svære start på livet for datteren påvirkede den lille familie.

Nu fortæller Lotte Friis til Billed-Bladet, at den oplevelse ikke kommer til at påvirke deres beslutning om at blive forældre til to.

»Vi tager det, som det kommer. Det kræver lige lidt overskud efter forskrækkelsen med Andrea. Der er nemlig ret stor sandsynlighed for, at det vil ske igen, men det er heldigvis slet ingen hindring for, at vi kan få flere børn,« siger Lotte Friis til Billed-Bladet.

Til mediet fortæller hun også, at Andrea har det rigtig godt i dag, og at Lotte Friis nyder rollen som mor.

Andrea er Lotte Friis og ægtemanden, Christoffer Schnack Ringøs, første barn sammen.

Parret blev gift i 2020.