Los Angeles Rams levede op til favoritværdigheden mod Chicago Bears og bliver det fjerde og sidste hold i NFL-semifinalerne.

I otte graders frost i Chicago krævede det dog noget af en kraftanstrengelse at eliminere et Bears-hold, der tvang kampen ud i overtid, inden gæsterne kunne fejre en sejr på 20-17.

Efter 10-10 ved pausen leverede Kyren Williams et touchdown og sørgede for 17-10-forspring til Los Angeles Rams i fjerde quarter.

Men Chicago Bears har i denne sæson haft en imponerende evne til at holde sig inde i kampene. Og på falderebet havde holdet anført af quarterback Caleb Williams endnu et comeback i sig.

Med mindre end et halvt minut igen modtog Williams bolden, løb nogle meter baglæns, vendte om og kastede den ned i den anden ende af banen, hvor Cole Kmet umarkeret stod klar til at gribe den.

Dermed skulle kampen i overtid. Men her slap medgangen op for Bears og ikke mindst Caleb Williams. Hans kast blev opsnappet af en modstander, og kort kort efter afgjorde Los Angeles Rams kampen på Harrison Mevis' field goal.

Rams' quarterback, Matthew Stafford, kaldte det en "vild" kamp, hvor holdets offensiv ikke ramte højeste niveau.

- Det ville have været fedt at komme her og lave fire touchdowns og sådan noget, men hey, det handler om at finde en måde at vinde på, at overleve og komme videre. Og det gjorde vi, siger Stafford ifølge AFP.

I semifinalen skal Los Angeles Rams op imod Seattle Seahawks, der tævede San Francisco 49ers 41-6.

Den anden semifinale står mellem Denver Broncos og New England Patriots.

Vinderne avancerer til finalen, Super Bowl, 8. februar.

/ritzau/