Det var så det, og det var da meget hyggeligt. Eller… det var det egentlig ikke engang. Det var faktisk ret ligegyldigt grænsende til det overflødige at have Danmark med ved U21-slutrunden i denne omgang. Italien gav os et kontrolleret nederlag. Tyskland tæskede os. På lørdag kan vi drømme om lidt moralsk oprejsning mod Tjekkiet, men muligheden for avancement er ikke længere til stede.
Inden vi begraver os i skam, skal vi minde os selv om, at vi ikke stillede med det bedst mulige hold, men tværtimod var taget til Polen uden generationens egentlige stjerner. Riza Durmisi, Andreas Christensen, Pione Sisto, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Pierre Emile Højbjerg og Viktor Fischer var ikke med, fordi de enten trængte til ferie, havde fået forbud af klubben eller var ikke blevet spurgt af landstræneren på grund af manglende spilletid på deres klubhold. Og af de otte, der har fået A-landsholdsdebut, men som stadig ville kunne deltage ved EM, var Lucas Andersen den eneste, det var lykkedes at lokke til Polen.
Så skal det altså blive kedeligt for et lille land som Danmark, der ikke kan forventes at have flere gode spillere end de allerede nævnte på en enkelt årgang. Mens Tyskland og Italien stillede med hele eller næsten hele trupper bestående af Bundesliga- og Serie A-spillere, stillede Danmark op med en lettere udvidet udgave af et ligalandshold for U21-spillere. Med al respekt for de ambitiøse, arbejdsomme og dygtige spillere på holdet, er det en ret enkel konstatering, at de tilbageværende ikke er blandt dem i deres egen generation, der står forrest i køen til det rigtige landshold. De er lige som allerede taget.
Havde nogen forventet, at Danmark skulle besejre Italien og Tyskland? Nej, ikke nogen med blot den mindste indsigt i fodbold. Men personligt havde jeg håbet i det mindste at se lyspunkter fra nogle af de spillere, der står nummer to i køen efter alle dem, der allerede et gået gennem tælleapparatet til A-landsholdet. Med lidt god vilje kan jeg fremhæve Christian Nørgaard og Lasse Vigen for deres arbejdsindsats (og Kenneth Zohore for et flot indhop onsdag), men jeg har en mistanke om, at de først og fremmest stak positivt ud, fordi resten gjorde sig negativt bemærket.
Opgaven for holdet omkring U21-landsholdet er at gøre de største talenter klar til A-landsholdet ved at matche dem godt, træne de færdigheder, DBU har valgt at gøre til nationale dyder, sammenspille en generation, hvoraf så mange som muligt skal følges ad i mange år og yde dansk fodbold ære, samt at give de bedste spillere erfaring fra kampe på højt niveau.
Det har en flok unge spillere nu fået gennem to kampe mod nogle af verdens største talenter i Polen, men ikke den bedst mulige flok. Heldigvis. Så havde der for alvor været grund til bekymring. Nu er der først og fremmest grund til at spørge, hvad det egentlig var, vi skulle til EM.
Jeg har ikke svaret. Havde det været mere brugbart at se bort fra dem, der aldrig bliver A-landsholdsspillere til fordel for dem, som måske er yngre, men som med sikkerhed er større talenter end dem, der spillede. Undskyld min ligefremhed, men Frederik Holst, Patrick Banggaard, Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg bliver aldrig stamspillere på A-landsholdet. Havde det været klogere at give Marcondes, Zohore, Duelund, Rasmus Nissen og Mads Mini Pedersen mere spilletid i stedet? Eller kunne og burde DBU have lagt større pres på for at få de bedste med? Sikkert er det, at det, der skete i Polen, ikke på nogen måde var optimalt.
