Årets grandprix-serie i speedway blev lørdag aften indledt med en overraskende dansk sejr i Polen.

Leon Madsen tog sejren i Warszawa, mens landsmanden Niels-Kristian Iversen også fik en lovende start på sæsonen, da begge kæmpede sig frem blandt de fire kørere i finalen.

I finalen var de to danskere oppe mod svenske Fredrik Lindgren og det polske hjemmebanehåb Patryk Dudek.

Lindgren tog hurtigt føringen, men en fejl på anden omgang betød, at svenskeren skred ud, så Leon Madsen kunne gå forbi. Herfra styrede han sikkert mod sejren. Niels-Kristian Iversen sluttede sidst i finalen.

30-årige Leon Madsen er i 2019 for første gang en del af det fine selskab, der skal køre VM-serien.

På vej mod semifinalen blev han dog overstrålet af den mere rutinerede landsmand Niels-Kristian Iversen, der blev noteret for tre heatsejre og også slog Leon Madsen i semifinalen.

Madsen kørte tre andenpladser hjem på vej mod semifinalen, og han var yderst tæt på at misse finalen. Men med en kraftpræstation lykkedes det lige nøjagtig at klemme sig med i finalen.

VM-stillingen toppes af polske Patryk Dudek, der skrabede 16 point sammen i Warszawa. Fredrik Lindgren har 15 point efterfulgt af Niels-Kristian Iversen og Leon Madsen med henholdsvis 14 og 13 point.

/ritzau/