Det endte med en stor dansk speedwaytriumf lørdag aften i Prag.

37-årige Leon Madsen vandt det tjekkiske grandprix og sørgede dermed for den første danske grandprix-sejr i to år.

Mikkel Michelsens grandprix-sejr i tyske Landshut 18. maj 2024 var inden Madsens triumf den seneste danske sejr.

Men det blev altså ændret lørdag aften i et grandprix, der i høj grad blev præget af danskere.

Foruden Leon Madsen havde Michael Jepsen Jensen også en fremragende lørdag og kørte sig i finalen.

Jepsen Jensen sluttede dog på en fjerdeplads i finaleheatet, hvor australske Brady Kurtz blev nummer to, mens polske Bartosz Zmarzlik på sidste omgang tog tredjepladsen fra Jepsen Jensen.

Men ingen af dem var i nærheden af Leon Madsen. Danskeren fik en fremragende start og indtog hurtigt førstepladsen.

Kun Brady Kurtz truede ham, men Madsen virkede egentlig i ganske god kontrol på de fire omgange lige indtil opløbsstrækningen.

Her kom Kurtz med fuld fart i et sidste angreb på sejren, men Madsen forsvarede akkurat førstepladsen og tog sin femte grandprixsejr i karrieren.

Allerede tidligt i Prag stod det klart, at en stor dansk aften var undervejs. 5 af de første 12 heat blev vundet af danske kørere.

Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen vandt hver to heat, mens Anders Thomsen, der som førstereserve i VM-sejren havde fået chancen efter et afbud fra svenske Fredrik Lindgren, også vandt et heat.

Madsen skrabede i alt 11 point sammen, hvilket var nok til at tage en af de to direkte pladser i finalen.

Med et point færre skulle Michael Jepsen Jensen køre om en af de to resterende finalepladser.

I danskerens last chance qualifier fik han kun den næstbedste start, men med en aggressiv overhaling allerede i andet sving, overtog Jepsen Jensen førerpositionen fra polske Dominik Kubera.

Den holdt han fast i på de resterende tre omgange og sørgede dermed for, at to ud af de fire kørere i finalen havde dansk pas.

/ritzau/