Basketballverden er blevet en levende legende fattigere.

Tirsdag døde den tidligere New York Knicks-stjerne Willis Reed i en alder af 80 år.

Det skriver flere medier, herunder New York Times, som også melder, at han døde af hjertesvigt.

Reed, der var kendt som 'The Captain', spillede blandt andet en afgørende rolle i Knicks-genrejsningen i løbet af 60erne, der kulminerede med mesterskabet i 1970, hvor han var en bærende profil.

Willis Reed of the New York Knicks is shown on September 15, 1970. (AP Photo)
Willis Reed of the New York Knicks is shown on September 15, 1970. (AP Photo) Foto: Unknown
Vis mere

Han havde én kærlighed, og det var New York Knicks, som var den eneste klub, han tørnede ud for i sin professionelle karriere.

Reed er blandt andet den første mand i klubbens historie, der fik fredet sit rygnummer – nummer 19 – efter karrieren sluttede i 1974. Senere blev han også træner for Knicks, inden han blev indlemmet i basketballens Hall of Fame i 1982.

Flere af sportens største profiler sørger lige nu over tabet af en af de største.

»Willis Reed var den ultimative holdspiller og fuldendte leder (...) Vi kondolerer til Willis' kone, Gail, hans familie og mange venner og fans,« siger NBA-chefen Adam Silver.

Også New York Knicks reagerer på dødsfaldet.

»Mens vi sørger, vil vi stræbe efter at opretholde den standard, han efterlod sig – det uforlignelige lederskab, opofrelsen og den arbejdsetik, der kendetegnede ham som en mester blandt mestre,« skriver klubben.

»Hans arv vil leve for altid.«