Da Jimmy White første gang mødte Jade Slusarczyk, løj han.

»Han fortalte mig, at han var 35 år. Jeg vidste hverken, hvem han var – eller at han var berømt,« siger hun.

Det var for syv år siden.

I dag danner de par og har været det i de seneste halvandet år, fortæller de i et interview med Daily Mirror. Han er en stadig aktiv snooker-legende på 56 år, hun er model og 34 år.

»Jeg havde den her særlige følelse, første gang jeg mødte Jade. Nogle synes, at det er noget nonsens, men sådan var det ikke. Da jeg først mødte hende, følte jeg, at hun var smuk både indvendigt og udvendigt,« siger snooker-legenden Jimmy White:

»Jeg var vild med hende med det samme. Jeg troede aldrig, at der ville ske noget, men efter at have været venner fandt vi endelig sammen så mange år senere.«

Romancen blev også indledningsvist sat i bero, fordi de begge var i andre forhold.

Her er parret i forbindelse med en tv-optræden hos Eurosport (artiklen fortsætter længere nede):

»Folk vil sikkert altid tale om aldersforskellen, men det er vi ligeglade med. Vi har det fint sammen, hendes familie kan lide mig. Alt er godt,« siger Jimmy White, der har været aktiv i snooker-sporten i 40 år.

Ved siden af det grønne filt har han også været godt for flere skandaler. Og en hård livsstil med sprut og stoffer.

»Han er ikke sådan mere,« siger Jade Slusarczyk, der i dag er kendt fra tv, hvor hun følger dart-stjernerne ind på scenen. Hun har også været kåret som skønhedsdronning i hjembyen Blackpool:

»Vi kan lide en stille aften foran tv'et, eller også går vi ud og spiser. Det er stille og roligt. Jeg har aldrig taget stoffer eller røget, og jeg drikker ikke meget. Ellers ville det måske have været en helt anden historie.«

Jimmy White har fire børn fra et tidligere ægteskab, men han er klar til igen at blive far.

»Jeg elsker børn, men så må han ned på knæ først,« siger Jade Slusarczyk.