Justyna Kowalczyk-Tekieli er ramt af en enorm sorg.

Den polske langrendslegende har mistet sin ægtemand, Kacper Tekieli, som er død i en alder af 38 år.

Sådan melder en række polske medier.

Det forlyder, at han døde i de schweiziske alper, da han var ude at klatre. Og nu bekræfter Kowalczyks manager Malgorzata Ziemba nyheden til norske Dagbladet.

Justyna Kowalczyk-Tekieli vandt blandt andet OL-guld i Sochi i 2014.
Justyna Kowalczyk-Tekieli vandt blandt andet OL-guld i Sochi i 2014. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

»Det er desværre sandt. Vi kommer ikke med nogen udtalelse om dødsfaldet nu,« siger manageren.

Kacper Tekieli havde de seneste dage klatret en del bjerge, inden en lavine fejede ham bort og tog hans liv, skriver Sport.pl. Hans lig blev fundet torsdag.

I dagene optil dokumenterede han sin tur på sociale medier, som han havde opdateret de seneste dage.

Du kan se et opslag i bunden af artiklen.

Dødsfaldet er bekræftet af Jerzy Natkański, som er direktør for Foundation for the Support of Polish Mountaineering – organisationen for polske bjergklatrere, over for mediet ZET.

'Tragisk nyt fra Alperne. Et utænkeligt tab for klatreverdenen. Kondolerer til hans nærmeste,' skriver organisationen på Facebook om den respekterede klatrer.

Hustruen Justyna Kowalczyk-Tekieli er anset som en legende inden for langrend.

Hun har vundet fem olympiske medaljer, herunder to af guld. Desuden har hun kunnet kalde sig for verdensmester to gange og fået medaljer hele otte gange.

Ud over Justyna Kowalczyk-Tekieli, som Kacper Tekieli blev gift med i september 2020, efterlader han sig sønnen Hugo, født året efter.