Formel 1-grandprixet på den ikoniske Silverstone-bane i Storbritannien blev en kæmpe succes for Charles Leclerc (Ferrari) og en stor nedtur for Kimi Antonelli (Mercedes), der fører VM-stillingen.

Efter 52 omgange rullede Charles Leclerc først forbi det ternede flag foran George Russell (Mercedes) og Lewis Hamilton (Ferrari) og vandt sit første Formel 1-grandprix siden 2024.

Kimi Antonellis bil gik i stykker med få omgange igen, mens han så ud til at kunne vinde løbet. Sejren kørte væk, og den 19-årige italiener sluttede som nummer 16 uden at få point til den samlede stilling.

Løbet blev imidlertid skæmmet af en opsigtsvækkende afslutning, som formentlig skal granskes nøje.

Max Verstappen (Red Bull) kørte i gruset med fem omgange igen, og så blev en safety car sendt på banen.

Alle de forreste kørte i pit, hvilket er ganske normal adfærd ved safety car. Men George Russell blev på banen og snuppede andenpladsen fra Lewis Hamilton i håbet om, at løbet ikke ville blive genoptaget.

Før sidste omgang lød det, at løbet ville blive givet frit, og i det tilfælde havde Lewis Hamilton gode muligheder for at tage sin andenplads tilbage. Men manden bag safety car-rattet blev på banen i stedet for at køre ud.

Og så sluttede løbet, som George Russell havde drømt om – bag safety car.

Resultatet betyder, at Kimi Antonellis forspring til holdkammeraten George Russell er skrumpet. George Russell er nu 25 point efter den unge italiener, som har været flyvende i denne sæson.

Lewis Hamilton er på tredjepladsen i den samlede stilling, mens søndagens vinder, Charles Leclerc, er på femtepladsen.

RITZAU