Måske vokser træerne alligevel ind i himlen. I hvert fald når man hedder Michael Laudrup.

  • Skuffede Silkeborg: Vi fik en lussing
  • Laudrup til sine spillere: Slap af, gutter
  • Laudrup i drømmeland

    I hans debut som Superliga-træner i 3-0 sejren i Silkeborg beviste mandskabet, at samtlige spillere allerede har forstået cheftrænerens offensive stil til punkt og prikke.

    Fra første fløjt blæste Brøndby til angreb, og udeholdet fik hurtigt flyttet spillet langt frem på Silkeborgs banehalvdel. Hjemmeholdet spillede dog kompakt i defensiven, og derfor var gæsterne i de første 20 minutter af kampen ikke rigtigt farlige foran Silkeborgs mål.

    Som i Super Cup-sejren over OB forleden var nyerhvervelsen Morten Wieghorst igen manden med de flotte diagonalafleveringer, som gav Mattias Jonson og Thomas Lindrup en del at arbejde med på fløjene.

    Men især Lindrup havde i kampens begyndelse problemer med at komme til baglinien. Wieghorst var dog ikke helt så offensiv som mod OB.

    Hjemmeholdet holdt konsekvent Kenneth Fabricius og Bo Nielsen på toppen, og derfor var den tidligere Celtic-spiller nødt til at hjælpe Per Nielsen i den centrale del af Brøndbys forsvar. Der var nu ikke det store at hjælpe med, da hjemmeholdet slet ikke kom frem til noget.

    At Wieghorst ikke lod sig stavnsbinde af sine defensive pligter, beviste han efter 25 minutter, hvor han gik til baglinien i et angreb, der vist er hevet lige ud af Laudrups fodboldbog.

    Flotte, hurtige kombinationer mellem Kahlenberg og Daugaard sendte bolden ud til Wieghorst, der sparkede ind over, hvor Mattias Jonson - via overliggeren - headede bolden i mål til en fortjent Brøndby-føring.

    Få minutter senere fik Peter Madsen en stor mulighed for at gøre det til 2-0 efter et indlæg fra Thomas Lindrup, men angriberens skarphed er endnu ikke helt oppe på sidste sæsons niveau.

    Brøndby-chancerne kom nu på samlebånd, og fem minutter før pausen sendte Ruben Bagger bolden på stolpen.

    Hjemmeholdets nye »gamle« træner Viggo Jensen, der havde skiftet Esbjerg-træningsdragten ud med et stilfuldt, sort Silkeborg- jakkesæt, kunne være godt tilfreds med, at hans mandskab kun var nede med et enkelt mål ved pausen.

    Hovedparten af de 5298 tilskuere havde utvivlsomt forventet helt andre takter fra hjemmeholdet fra 2. halvlegs begyndelse, men Brøndby chokstartede med en scoring efter lidt over et minut. Thomas Lindrup beviste hvor stærk han er på fløjen, og hans indlæg fra venstre side fik Mattias Jonson masser af tid og plads til at gøre til sin anden scoring på dagen.

    I håb om at få lidt mere at byde på offensivt skiftede Silkeborg Iddi Alkhag ind, men heller ikke han kunne bremse Brøndby-maskinen.

    Ti minutter inde i anden halvleg var den, set med Silkeborg-øjne, gal igen. Thomas Lindrup sparkede hjørnespark, og Morten Wieghorst kronede sin flotte forestilling med et hovedstødsmål til 3-0.

    En halv time før tid måtte Lindrup småskadet forlade banen, og det gav plads til nyindkøbet Kaspar Dalgas, som debuterede som lidt anonym fløjspiller i den gule trøje.

    En flot start for de gulblusede, der dog ikke mødte megen modstand hos hjemmeholdet, som skal passe gevaldigt på med at gentage sidste års katastrofale indledning på sæsonen.