Sådan kan Michael Laudrup altså også være. Ambassadøren brød alle de uskrevne diplomatiske regler og kritiserede i skarpe vendinger dommer Thomas Vejlgaard for de to gule kort og dermed det røde, der sendte Thomas Kahlenberg for tidligt fra banen og dermed ud af billedet til topbraget mod FCK i næste spillerunde.

»Især det andet gule kort er helt til grin. Det er Ove Christensen og jeg i øvrigt enige om, for jeg har talt med ham. Og det første gule kort for film forstår jeg heller ikke noget af, for selv om dommeren ikke giver straffe, behøver han jo heller ikke at give gult. En spiller kan altså godt blive ramt og falde, uden at han filmer,« mener Michael Laudrup.

Thomas Kahlenberg gik selv endnu længere i sin kritik af dommeren. Sammenbidt hudflettede den unge Brøndby-spiller dommeren.

»Det er en skandale. Jeg har aldrig fået et rødt kort før i en turneringskamp, og det er ekstra bittert, at jeg nu går glip af FCK-kampen med karantæne, for den er så utroligt vigtig for os,« siger Kahlenberg.