En vigtig sejr for selvtilliden, fastslog Michael Laudrup efter Brøndbys 2-0-sejr over Viborg.

Holdningen var afslappet og venlig, da Michael Laudrup tog imod pressen efter sæsonens første gevinst. Synligt lettet ovenpå sejren over Viborg.

Hvis enkelte spillere havde vist begyndende symptomer på ondt i selvtilliden ovenpå sidste uges nederlag, skulle det nu være blevet taget i opløbet, mente Brøndby-træneren.

»Det betyder meget, at vi vinder i dag. Der er altid nogle spillere, som kommer lidt i tvivl om deres egne evner, når man ikke vinder. Den eneste rigtige medicin er en sejr, og den fik de i dag. Derfor var det en meget vigtig sejr,« fastslog Laudrup.

Han var mest tilfreds med indsatsen i de første 45 minutter og erkendte, at Brøndby havde været tæt på nederlag i anden halvleg inden de to scoringer.

»Jeg er meget tilfreds med 1. halvleg, hvor vi lægger pres på dem. Det er bekymrende, at vi ikke får scoret på de tre-fire chancer, som vi får der, for vi kan ikke blive ved med at lægge det pres, når det er så varmt, som det er i dag.

I 2. halvleg fik vi en alvorlig forskrækkelse, og det kunne have kostet dyrt, hvis ikke Ankergren havde lavet en fantastisk dobbeltredning. I stedet scorer vi så to gange, hvor vi ikke skaber så meget. Til gengæld kom de to indskiftere ind og gjorde en forskel.«

Han havde valgt at holde Kamper og Absalonsen ude, fordi han foretrak andre og mere tekniske typer på kanterne overfor det velorganiserede Viborg-forsvar.

Brug for mere plads
»Absalonsen og Kamper har brug for mere plads til at komme af sted på. Det er klart, at Thomas Kahlenberg ikke er lige så hurtig som Kamper, men han kan nogle andre ting. Sidste sæson spillede Jonas 32 ud af 33 kampe, fordi vi ikke havde andre valgmuligheder, og når man er ung, er der perioder, hvor det ikke kører optimalt. Nu har vi nogle flere valgmuligheder, og dem valgte jeg at bruge i dag,« forklarede Laudrup.

Anfører Per Nielsen måtte gå ud allerede efter 17 minutter efter at have slået hovedet.

»Per var rundtosstet igen, og han har også haft problemer i træningslejren. Jeg ved ikke, om det var en hjernerystelse, men vi håber, at det kun er et spørgsmål om dage, inden han er klar igen. Jeg håber også på, at både Stefan (Schmidt, red.) og Johan (Elmander, red.) er klar til på søndag.«