Der var hverken hæder til Caroline Wozniacki eller Pernille Harder ved ESPY-uddelingen natten til torsdag.

København. Der var stjernestøv i bunkevis, da den årlige ESPY-prisuddeling blev afviklet i Los Angeles natten til torsdag dansk tid.

Her blev de bedste sportsstjerner i USA - men også i resten af verden - hyldet ved et stort, tv-transmitteret show med deltagelse af berømtheder fra hele underholdningsindustrien.

To danskere var nomineret, men måtte dog se andre løbe med priserne.

I kategorien "Årets bedste kvindelige tennisspiller" var Caroline Wozniacki takket være sin sejr ved Australian Open oppe imod blandt andre den aktuelle verdensetter, Simona Halep.

Det blev dog amerikanske Sloane Stephens, der nappede prisen efter et år, hvor også hun vandt sin første grand slam-titel med sejren i US Open.

Der blev heller ingen priser til Pernille Harder i kategorien "Årets bedste kvindelige fodboldspiller".

Wolfsburg-spilleren havde som anfører stor andel i Danmarks sølvmedalje ved EM, men juryen pegede i stedet på australieren Samantha Kerr som vinder af prisen.

Kerr spiller til dagligt for Chicago Red Stars i den amerikanske NWSL-liga, hvor hun i sidste sæson blev udnævnt som den mest værdifulde spiller.

Blandt de øvrige prismodtagere var ishockeyspilleren Alexander Ovechkin.

Lars Ellers holdkammerat på NHL-mesterholdet Washington Capitals blev kåret som årets mandlige idrætsudøver.

I den tilsvarende kategori hos kvinderne tilfaldt hæderen snowboarderen Chloe Kim.

Den dengang 17-årige amerikaner vandt guld i kvindernes halfpipe ved vinter-OL i Pyeongchang i februar.

ESPY Awards arrangeres af tv-stationen ABC og blev uddelt for første gang i 1993.

/ritzau/