Fire danskere i kvartfinalerne, én dansk deltagelse i semifinalerne og nul danskere i søndagens finaler.

Sådan endte dette års udgave af badmintonturneringen Denmark Open for danskerne, efter herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen lørdag røg ud af turneringen efter et nederlag til de kinesiske verdensmestre Liu Chen og Zhang Nan.

Landstræner Kenneth Jonassen er da heller ikke helt tilfreds med de danske resultater.

»Det er klart, at jeg er skuffet. Jeg havde sat næsen op efter betydeligt mere, men jeg må også acceptere, at vi har været oppe imod verdensklasse modstandere i de kampe, vi har tabt.«

»Det er de små marginaler, der kan gøre forskellen i en turnering som denne. Mathias og Carsten spiller godt, men verdensmestrene havde fat i den lange ende,« siger Jonassen.

Set i bakspejlet ville han i forberedelserne op til Denmark Open gerne have været bedre til at forberede især de unge spillere på det pres, der kommer ved at spille på hjemmebane.

»Jeg tror godt, vi kan sætte en lille smule ind på det punkt i forhold til at erkende, at det kan begrænse præstationerne,« siger Jonassen, der dog også kan finde lyspunkter ved de danske præstationer i turneringen.

»Niclas Nøhr spiller sig i to kvartfinaler. Ham og Sara Thygesen har genoptaget deres makkerskab lynhurtigt og spiller nogle gode kampe.«

»Jeg noterer mig også, at Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen må udgå på grund af en skade, og Anders Antonsen spiller sig i en vinderposition mod Son Wan Ho, der er topseedet, men Anders mangler lige det sidste for at komme over målstregen.«

»Der er mange positive ting, men der er ingen tvivl om, at bundlinjen er lidt tom lige nu, i forhold til at vi ikke har nogen med i finalerne,« siger Kenneth Jonassen.

Den danske verdensmester og hjemmebanehelt, Viktor Axelsen, røg ud af turneringen fredag efter et nederlag i kvartfinalen til indiske Kidambi Srikanth.

/ritzau/