22-årige Anders Antonsen er i VM-finalen efter sejr over thailandske Kantaphon Wangcharoen.

Anders Antonsen skal søndag eftermiddag spille om VM-guld, efter at den danske badmintonspiller lørdag slog Kantaphon Wangcharoen i to sæt i semifinalen.

Landstræner Kenneth Jonassen fortæller i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark, at 22-årige Antonsen eksekverede planen perfekt.

Selv om thailænderen fulgte godt med i første sæt til stillingen 11-11, så fik Antonsen via en god defensiv kampen over til sin fordel.

- Det er en styrke at vise, hvor god han er til at styre sådan nogle situationer. Anders er gjort af noget specielt. Det er tydeligt. Han er rigtig god til at få kontakt til sig selv derinde.

- Han holder en skærpelse, der gør, at han ikke evaluerer for langt ud, så han kan være afslappet i situationen inde på banen, og det er en kunst, siger landstræneren.

Anders Antonsen har svært ved at forstå, hvad han har præsteret.

- På et eller andet punkt er jeg overrasket over, at jeg kunne være så rolig i sådan en stor kamp. Jeg havde overblik over situationen, og jeg fulgte bare taktikken.

- Jeg lod ikke følelser eller andet spille ind. Jeg ved sgu egentlig ikke, om det er gået op for mig, at jeg har spillet mig i en VM-finale. Jeg bliver nok nødt til at se det igen på video, siger Antonsen.

I VM-finalen venter den forsvarende verdensmester, Kento Momota fra Japan.

- Det bliver svært mod Momota. Men der er muligheder, og vi tror på, at han har en chance, men Momota har også set uhyggelig ud til det her mesterskab, siger Jonassen.

Seneste danske medalje ved VM i herresingle vandt Viktor Axelsen i 2017, da han blev verdensmester.

VM-finalen i herresingle spilles som kamp nummer tre søndag. Det betyder, at Antonsen og Momota forventes at gå på banen omkring klokken 14.

/ritzau/