I september døde den norske landsholdslangrendsløber Mari Eides søster af et pludseligt hjertestop. Nu fortæller hun for første gang om tabet af søsteren Ida Eide.
»Jeg prøver at smile, men jeg har det ikke godt. Når jeg vågner, har jeg ikke lyst til at stå op. Så tænker jeg på Ida, der ikke havde accepteret, at jeg ikke ville træne. Hun er en utrolig inspiration og kraft. Jeg arbejder på at finde Idas energi i mig,« siger Mari Eide til Aftenposten.
Lillesøsteren var på landsholdssamling i Italien, da hendes far ringede hende op med den voldsomme nyhed: Storesøsteren Ida Eide var faldet om med et hjertestop under et motionsløb.
Først gik alvoren ikke op for Mari, der fortsatte sin dag, som intet var hændt. Det var først, da hendes kæreste ringede hende op, at hun forstod, at det stod slemt til med søsteren. Derfor tog hun straks et fly tilbage til Norge.
Da hun nåede hospitalet, var søsteren død.
»Jeg ved ikke, hvor mange gange i løbet af natten, jeg troede, at hun klemte min hånd. Jeg snakkede til hende. Jeg bildte mig ind, at hun kunne høre mig. Da jeg sad og græd, løb det også fra hendes øje. Men jo længere jeg sad der, gik det op for mig, at det var ren indbildning,« siger Mari Eide.
Hun har efter søsterens dødsfald haft svært ved at genfinde motivationen til at løbe langrend. Derfor stiller Mari Eide heller ikke til start, når sæsonen om kort tid starter i Beitostølen i Norge.
For der er helt basale ting, hun ikke længere orker. Hun siger, at hun aldrig har følt sig så slidt, og at hun har mistet noget af sit hår i tiden efter tabet.
»Når jeg går i supermarkedet for at købe juice, står jeg bare og kigger. Jeg kunne ikke klare at træffe et valg. Så jeg endte med at gå igen,« siger hun.
»Halvdelen af mig er væk. Men jeg forstår også, at det kun er mig, der kan gøre mig lykkelig igen,« siger Mari Eide.
