Los Angeles. Den tidligere amerikanske cykelsportsstjerne Lance Armstrong har accepteret at betale fem millioner dollar (30,2 millioner kroner) i et forlig med US Postal Service, der fra 1998 til 2004 var sponsor for Armstrongs succesrige cykelhold.

Det oplyser hans advokat ifølge Reuters og AFP.

Dermed slipper Armstrong for en retssag, der skulle være begyndt 7. maj ved en føderal domstol og som kunne have kostet ham et langt større beløb.

Armstrong fik i 2012 frataget alle sine syv sejre i Tour de France, efter at det kom frem, at han havde benyttet sig af ulovlige præstationsfremmende midler gennem store dele af sin karriere.

På vegne af US Postal Service havde den amerikanske stat derfor sagsøgt Armstrong med den begrundelse, at hans brug af doping svarede til bedrageri for offentlige midler.

US Postal Service skulle angiveligt have lagt mere end 30 millioner dollar svarende til godt 180 millioner kroner i det hold, som Armstrong var kaptajn for.

Amerikansk lovgivning åbner op for, at US Postal Service kunne havde fået udbetalt det tredobbelte beløb, hvis det i en retssag kunne dokumenteres, at postvæsnet havde lidt skade.

Det betyder, at det samlede erstatningskrav mod Armstrong kunne have beløbet sig til næsten 100 millioner dollar eller 600 millioner kroner.

/ritzau/