»Det er lidt svært at sætte ord på, hvad det reelt betyder. Det er nemt for mig at sidde og sige, vi er en stor familie. Det føles sådan. Jeg er aldrig alene.«

Ordene kommer fra 59-årige Kenny Gyldenløve. Han taler om Brøndby IF, der for ham ikke bare er en fodboldklub. Det er et stærkt fællesskab, der har beriget hans liv på helt unikke måder.

Det seneste eksempel var i sidste uge, hvor 'Aldrig Alene'-støttetrøjen gik som varmt brød.

Her skrev Kenny Gyldenløve med et glimt i øjet, hvornår han har fødselsdag, og hvilken størrelse han bruger, i et opslag på Twitter. Noget, der fik en anden fan til at spørge, om han har købt trøjen.

»Så må jeg krybe til korset og sige, at økonomien er skidt, fordi min medicin er dyr,« siger Kenny Gyldenløve, der i 2016 fik konstateret kræft og siden har brugt alternative midler, som koster 'spidsen af en jetjager'.

Derfor har der ikke været penge til en ny trøje, men der gik ikke lang tid, før han fik en henvendelse fra en fan fra 'Tårn 27', der ville købe og sende en trøje til ham. En fyr, der hedder Markus Bindslev, som Kenny Gyldenløve hverken kender eller har mødt. Noget, der for ham bare understreger den stærke følelse af sammenhold.

»Jeg er bestemt ikke tilhænger af at gå tiggergang. At have brug for hjælp er ikke noget, der huer mig. Når det er sagt, er jeg fyldt med taknemmelighed over, at der findes nogen, der vil gøre noget. De har jo ikke pantsat sig selv, og det er jo 'bare' en trøje, men dens værdi for mig kan ikke gøres op i penge,« siger en glad Kenny Gyldenløve, der flyttede til Brøndby, da han var fem år og så sin første kamp med sin hjerteklub i 1965.

Markus Bindslev, der tilbød at købe trøjen, fortæller, at den fine gestus handlede om, at Brøndby er rammen for et fællesskab.

»Jeg ville gerne støtte Brøndby, men lige så meget denne her gut, der rigtig gerne vil Brøndby, men ikke har ressourcerne lige nu. Det har jeg. Et eller andet sted agerer Brøndby bro mellem en som Kenny og så os,« fortæller han.

Og selvom han ikke kender Kenny Gyldenløve personligt, var han ikke bleg for at hjælpe.

»Jeg ved bare, at var jeg i hans situation og han i min, ville han også give mig en trøje. Jeg behøvede ikke skrive til de andre gutter, jeg tager på stadion med, om de ville støtte op. For selvfølgelig ville de det. Jeg er bare en blandt mange fans, der gør det her. Det er en sneboldseffekt,« fortæller han.

Kenny Gyldenløve fortæller, at han kan give 'utallige eksempler' på sammenholdet. Brøndbys fans trådte til, da han manglede penge til den cannabisolie, han har taget gennem sit kræftforløb.

»Uden deres penge er det ikke sikkert, jeg sad her i dag. De gav mig en chance, og jeg vil være dem evigt taknemmelig. Jeg kan fremhæve en lille 10-årig fyr, hvis far fortalte, at han havde givet 10 kroner. Den lille gut gav mig alle de penge, han havde. Det glemmer jeg aldrig. Det er Brøndbys sammenhold,« siger Kenny Gyldenløve, der også selv har givet trøjer og billetter væk.

Det går begge veje. Mange har gavn af det og vil hjælpe hinanden, fortæller han og nævner drengen Felix, der har en livstruende sygdom, og som har fået massiv støtte fra Brøndbys fans.

Blandt andet i 2018 inden pokalfinalen, hvor klubbens fans marcherede forbi Rigshospitalet med bannere. Eller da en anden fans søn blev født tre måneder for tidligt. Her blev der gjort meget for familien.

»Når nøden er der, stiller det her fællesskab op. Konsekvent og hver gang uden at forvente ros eller skulderklap. De gør det, fordi det er det rigtige, og det er det, jeg bedst kan lide. Vi er ikke perfekte, og guderne skal vide, dele af fællesskabet har lavet lort, men når det gælder helt generelt, stiller de bare op,« siger Kenny Gyldenløve om de tusindvis af mennesker, han ikke kender personligt, men som han har Brøndby tilfælles med.

Arkivfoto. Sammenholdet er en stor del af det at være Brøndby-fan, siger Kenny Gyldenløve.
Arkivfoto. Sammenholdet er en stor del af det at være Brøndby-fan, siger Kenny Gyldenløve. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det betyder noget. Jeg burde jo ikke blive rørt over at sige de her ting, men jeg er ikke engang sikker på, jeg kan give en fyldestgørende forklaring i ord, der viser det rette billede. Jeg er privilegeret på en måde, der er de færreste forundt,« siger Kenny Gyldenløve, der også roser andre fans.

Han har oplevet støtte fra folk, der støtter AGF og FC Midtjylland, da han ville give sin datter en cykel, men ikke havde råd. Her trådte andre til efter at have læst hans opslag på Twitter.

»Det bekræfter mig bare i, at fodboldfans generelt står sammen, når lokummet brænder,« siger Kenny Gyldenløve, som slutter af med at rose sine mange medfans i kølvandet på salget af støttetrøjen, som der er sendt mere end 30.000 af sted af.

»Der er ikke nogen anden klub i Danmark, der kunne præstere det. Vi er gode, mindre gode, og vi kan være enestående,« siger Kenny Gyldenløve.