Det var dronning Elizabeths helt store passion.
Men ifølge flere engelske medier kommer kong Charles til at sælge ud af de mange væddeløbsheste, hun har haft.
»Forbindelsen mellem familien og hesteindustrien kommer til at fortsætte. Der er et ønske om at fortsætte med traditionen og forbindelsen til Royal Ascot, men ikke på samme niveau som Hendes Majestæt, for hun havde det som passion,« bekræfter en royal kilde over for Daily Mail.
Der skulle være tale om 12 af de bedste væddeløbsheste, der ifølge de engelske medier bliver sat til salg på auktion i kølvandet på dronning Elizabeths død 8. september.

Heste, der har en værdi af flere millioner pund, som den nye konge altså har arvet. Heriblandt hesten Love Affairs, der vandt et løb blot to dage inden, dronningen gik bort.
Der er dog mange royale fans, der bestemt ikke er enige i beslutningen om at sælge hestene, hvis man tager et kig på sociale medier, hvor blot et udpluk af reaktionerne lyder således:
'Jeg tror, vores elskede dronning Elizabeth ville blive så ked af, at kong Charles solgte hendes væddeløbsheste.'
'Ville det ikke være en fantastisk idé at give hendes stafet videre til prinsesse Anne eller Zara? Begge har stor livserfaring med heste.'
'Dronningen ville blive så ked af det.'
Ifølge de engelske medier ønsker man at skære ned på hestebestanden de næste tre år.
Det er dog ikke helt unormalt, at det engelske kongehus sælger ud af hestene. Dronning Elizabeth solgte som regel omkring syv heste om året, så der er dog stadig tale om en stigning.
At det var en stor passion for den afdøde dronning, lagde hun bestemt ikke skjul på. Det var på væddeløbsbanen, de store smil kom frem.
»Hun har givet udtryk for, at skulle hun ikke have været dronning, så ville hun hellere have arbejdet med heste og opdrættet dem,« sagde B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel, fra London få dage efter dronningens død.
Hun opnåede cirka 2.000 sejre som hesteejer, og hendes jockey var altid nem at spotte, for de bar altid farverne lilla og guld som en hyldest til dronningens far.
I 2013 kom et vaskeægte højdepunkt, for her vandt hesten Estate med jockey Ryan Moore det prestigefyldte Ascot-løb, hvor 61.000 tilskuere kunne se den første monark-ejede hest vinde Gold Cup.
