Søndagens finaler i badmintonturneringen Kumamoto Masters bliver danskerløse.

Det er et faktum, efter at herredoublen Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard lørdag blev slået 21-18, 21-18 i semifinalen af Aaron Tai og Yap Roy King.

Parret fra Malaysia var stærkt spillende og straffede selv de mindste koncentrationssvigt fra de to danskere.

Alligevel kan Lundgaard og Vestergaard se tilbage på en god uge i Japan, hvor ingen andre danskere nåede kvartfinalerne.

Den danske duo ligger nummer 14 i verden og jagter en plads i sæsonfinalen, der spilles i december. Her deltager kun otte par, og på sæsonranglisten er Lundgaard og Vestergaard nummer ni.

Alle point er derfor vigtige, og derfor havde en finaleplads i denne uges Super 500-turnering lunet gevaldigt.

Men det stod hurtigt klart, at Aaron Tai og Yap Roy King havde andre planer.

De to malaysiere stod langt fremme på banen og tillod ikke danskerne at tage initiativet i kampen. Særligt Tai voldte store problemer.

Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard kæmpede egentlig bravt, men formåede ikke at få de kompromisløse modstandere ud af fatning.

Af samme årsag var det egentlig imponerende, at danskerne fik 18 point ud af første sæt.

Lundgaard og Vestergaard fulgte bedre med i andet sæt og bragte sig på 14-11. Men når de først endte i defensiven, fik de det svært.

De lynhurtige malaysiere var bedst på de afgørende bolde og trak sig sejrrigt ud af mødet.

RITZAU