For at bevise sit værd overfor Michael Laudrup har Brøndby-angriberen Mads Junker valgt at udskyde en knæoperation.

»Egentligt skulle jeg have haft opereret væske ud af det venstre knæ, men hvis jeg havde været ude på nuværende tidspunkt, var det måske en anden spiller, som var blevet udtaget til A-truppen.

Eksperterne har sagt, at jeg godt kan vente en tre måneder med at blive opereret, så nu vil jeg kæmpe for min plads,« fortæller Junker, der på grund af knæet i går forlod træningen før tid.

»Martin Laursen og Christian Magleby har begge fået foretaget den tilsvarende operation, og de var ude fire til seks måneder bagefter. Operationen er uundgåelig, så jeg kommer også til at få en lang pause,« siger han.

Regnen siler konstant ned over Barsinghausen, hvor de tre daglige træningspas sætter deres meget tydelige spor den i forvejen smalle spillertrup. Specielt den halve times løbetur klokken 8.00, hvor det i går tilsyneladende gik op af bakke, bandes langt væk af spillerne.

Det fysiske forfald er da også for alvor ved at melde sig. Udover Mads Junker, måtte også Allan Ravn i går forlade træningen med en lille forstrækning i låret. Kim Daugaard løbetræner kun, mens Thomas Kahlenberg på grund af en fibersprængning slet ikke er på græs.