Paolo Maldini er færdig som teknisk direktør i AC Milan, skriver fodboldklubben på sin hjemmeside.

Klublegenden Paolo Maldini er færdig som teknisk direktør i AC Milan.

Det oplyser fodboldklubben i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside tirsdag eftermiddag.

Maldini blev sat fra bestillingen mandag, og hans arbejdsopgaver bliver midlertidigt løst af en nedsat arbejdsgruppe.

Allerede mandag skrev italienske medier om den mulige skilsmisse med henvisning til, at Maldini havde tabt en magtkamp i ledelsen.

Maldini blev en del af klubledelsen i 2018 og fik i 2019 titlen som teknisk direktør. Hans kontrakt løb egentlig til sommeren 2024, men er altså revet over et år før tid.

I den korte afskedssalut takker AC Milan for Maldinis bidrag til, at klubben sidste år vandt Serie A for første gang i 11 år.

54-årige Maldini er en stor legende i klubben, som han repræsenterede i hele sin aktive karriere.

I perioden 1984-2009 spillede han 902 førsteholdskampe for den norditalienske klub, med hvem han vandt 26 titler. Begge bedrifter er klubrekorder.

Den elegante, venstrebenede forsvarsspiller spillede i tillæg 126 landskampe for Italien.

/ritzau/