Dansk Taekwondo Forbund skal efter måneders intern uro indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Sådan lyder kravet fra 44 af landets 102 taekwondoklubber.
Det skriver Idrætsmonitor.
Og 44 klubber er rigeligt til, at forbundet skal indkalde til et møde. Ifølge forbundets vedtægter skal det ske, hvis en tredjedel af medlemsforeningerne kræver det.
En splittet bestyrelse er en af årsagerne til, at en del af landets taekwondoklubber kræver det ekstraordinære møde.
- Vi er nødt til sammen at finde en vej videre for Dansk Taekwondo Forbund. Hvis bestyrelsen fortsætter med at arbejde, kommer der til at være spørgsmål til alle beslutninger og hvorvidt det er de rigtige, siger kasserer i Lyngby Taekwondo Klub, Mads Fjelbro Klavsen, til Idrætsmonitor.
Han har været med til at indsamle tilkendegivelser fra klubberne.
Kravet kommer, efter at taekwondoforbundet har været inde i en turbulent periode, som kulminerede i slutningen af november, da sportschef Bjarne Johansen og landstræner Tarik Abu-Setta fik en fyreseddel.
Ugen inden fyringerne havde Team Danmark valgt at suspendere samarbejdet med forbundet, der dermed ikke får økonomisk støtte i 2026.
Forbundet har haft rod i økonomien og mere end 300.000 kroner i underskud på kampområdet i 2025.
Team Danmark havde ikke tillid til, at organisationens midler blev brugt efter hensigten og igangsatte derfor en undersøgelse.
Til januar skal parterne så mødes for at diskutere en mulig genoptagelse af samarbejdet frem mod OL i 2028.
Samtidig har Politiken i en artikelserie i efteråret berettet om ekstrabetalinger på 2500 kroner på udvalgte dage til sportschefen og landstræneren, samt at der er underskrevet ansættelseskontrakter af formanden, uden at de har været vendt i bestyrelsen.
OL-bronzevinderen fra Paris Edi Hrnic fortalte i november til Politiken, at han er stoppet med at dyrke taekwondo, fordi han følte sig presset ud.
/ritzau/
