Sammen med sin familie skyndte fodboldstjernen Lionel Messi sig lørdag i et privatfly fra Miami i USA hjem til sin fødeby Rosario i Argentina.

Det skete for at deltage i begravelsen af verdensstjernens far, Jorge Messi, der efter længere tids sygdom fredag aften døde på et hospital. Han blev 68 år.

Privatflyet med Lionel Messi, hans kone og tre børn landede sent lørdag aften lokal tid, og ifølge tyske Bild var El Prado-kirkegården, som skulle danne ramme om en privat begravelsesceremoni, solidt bevogtet af politi for at sikre familien ro.

Messis far, der også fra begyndelsen har været fodboldlegendens rådgiver, tilbragte sine sidste måneder skiftevis i sit hjem og på en medicinsk klinik i Rosario sammen med sin kone, Celia, og sine andre børn Rodrigo, Matias og Maria Sol, oplyser familien.

Det er ikke officielt blevet oplyst, hvad dødsårsagen var, men ifølge Bild led Jorge Messi af kræft i bugspytkirtlen.

Hans død er allerede blevet markeret i forbindelse med flere fodboldkampe.

Holdkammeraterne spillede med sørgebind og tilskuerne udtrykte deres støtte til Lionel Messi, da Inter Miami uden den argentinske legende lørdag spillede hjemmekamp i Florida mod Monterrey. Foto: Chandan Khanna/AFP/Ritzau Scanpix

Da Lionel Messis nuværende klub, Inter Miami, i Leagues Cup-turneringen lørdag skulle spille hjemmekamp i Florida uden den argentinske verdensstjerne, blev der holdt et minuts stilhed som en hyldest til Messis far.

Spillerne bar også sorte armbind under kampen, som Inter Miami endte med at tabe 1-2 til Monterrey.

Rodrigo De Paul, der også er Messis holdkammerat på det argentinske landshold og ofte omtales som hans uofficielle bodyguard på og uden for banen, åbnede med en scoring til hjemmeholdet efter 32 minutter.

Han tog herefter trøjen af og afslørede en Messi-trøje med nummer 10 nedenunder.

Lionel Messis nu afdøde far, Jorge, ses her til venstre sammen med sin søn Rodrigo Messi, under en VM-kvalifikationskamp i Buenos Aires i november 2024. Foto: Juan Mabromata/AFP/Ritzau Scanpix

Jorge Messi fulgte sin søn Lionels karriere tæt fra de tidlige år i Barcelona og fungerede i flere år som sønnens agent.

Lionel Messi tilbragte tid sammen med sin far efter VM, inden han vendte tilbage til sin klub, Inter Miami, hvor han var i aktion for en uge siden.

Ved sommerens VM scorede Lionel Messi som argentinsk anfører tre mål i åbningskampen mod Algeriet og brød sammen i tårer efter sin første scoring.

Senere forklarede han på et pressemøde, at tårerne skyldtes »noget, der ikke havde med fodbold at gøre«, efter at han havde gennemgået »nogle svære og komplicerede dage«.

Lionel Messis barndomshjem i den argentinske millionby Rosario er blevet pyntet med argentinske flag og fodboldtrøjer efter nyheden om fodboldstjernens fars død. Foto: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix

Få dage senere udsendte familien en meddelelse om Jorge Messis helbredssituation og informerede offentligheden om, at han var i medicinsk behandling.

Også FC Barcelona markerede Messis fars død med et minuts stilhed inden en venskabskamp lørdag mod Nottingham Forest.

Samtidig kondolerede Barcelona i en udtalelse på X:

»FC Barcelona takker Jorge Messi for hans engagement i vores klub og for at have betroet os begyndelsen på og de mest glorværdige år af hans søn Leos fodboldkarriere,« lød det fra den spanske storklub.